Carsten Toft Boesen om YP-pris: Hele branchen vinder

Carsten Toft Boesen fra NIRAS uddyber, hvorfor han sidste år valgte at indstille Stefan Schmidt til prisen som Årets unge FRI-Rådgiver.

I foråret 2014 vandt den 32-årige NIRAS-ingeniør Stefan Schmidt prisen som Årets Unge FRI-Rådgiver. FRI har talt med hans øverste chef, NIRAS`s adm. direktør Carsten Toft Boesen, som i udgangspunktet ikke var specielt begejstret for at indstille en medarbejder til en sådan konkurrence:

"Som udgangspunkt er jeg egentlig ikke den store tilhænger af den slags konkurrencer, jeg synes ikke, det er særlig dansk. Når vi så gjorde det alligevel, var det for at være med til at udbrede kendskabet til NIRAS og den rådgivende ingeniørbranche ved at vise folk, hvad det egentlig er, vi går og laver. At kunne vise et projekt og en stærk medarbejderprofil frem i en sådan konkurrence er en god måde at profilere den rådgivende ingeniør på. Og så er jeg samtidig overbevist om, at konkurrencens fokus på de unge i den grad bidrager til at øge rekrutteringen til vores branche".

Stefan Schmidts førsteplads sikrede ham efterfølgende deltagelse i FIDICs Training Programme for Young Professionals, samt en indstilling til den europæiske konkurrence EFCA Young Professionals, hvor han konkurrerede mod unge rådgivere fra resten af Europa. Også her opnåede Stefan Schmidt en førsteplads.

Carsten Toft Boesen fortæller, at NIRAS har oplevet en markant større omtale efter konkurrencen og vil til hver en tid anbefale andre rådgivende ingeniørvirksomheder at indstille unge medarbejdere til konkurrencen om at blive Året Unge FRI-Rådgiver.

"Når Stefan har gennemført FIDIC´s træningsprogram, vender han hjem med et styrket internationalt udsyn og netværk, hvilket naturligvis gavner vores virksomhed.

Men hvor det lige her og nu især er virksomheden med vinderprojektet, der løber med anerkendelsen, er jeg overbevist om, at det i et mere langsigtet perspektiv er utroligt givtigt for den rådgivende ingeniørbranche som helhed".

Carsten Toft Boesen

Denne artikel er en del af 'FRI Fokus nr. 3' - læs mere her.