FRI i medierne uge for uge

FRI giver ofte sin mening til kende i diverse medier. På denne side samler vi op på FRI's medieomtale i ugens løb.
Se de seneste uger her:

FRI i medierne, uge 10: Ny formand for FRI
FRI har fået ny formand, og det har flere medier samlet op på i den forgange uge. Henrik Garver, adm. direktør, udtaler: "Valget af Peter Hostrup Rasmusssen er et stærkt valg. Peter vil på alle områder kunne varetage medlemmernes interesser." Peter Hostrup Rasmussen spår de rådgivende ingeniører en bærende og global rolle i fremtidens vidensamfund (Børsen, Licitationen, www.ing.dk).

Samtidig har flere webmedier i den forgangne uge noteret, at Henrik Garver sidder i priskomitéen i TUN Byg 2010, der finder sted i næste uge, samt at FRI har medvirket til udviklingen af "Byggeproces og arbejdsmiljø" på www.byggeproces.dk. 

FRI i medierne, uge 9: Mangelfuldt regeringsprogram
I denne uge har FRI udtrykt skuffelse over regeringens arbejdsprogram. Trods mange gode toner er det for mangelfuldt inden for infrastruktur. "Arbejdsprogrammet glemmer simpelthen, at infrastrukturen er grundlaget for vækst," udtaler Henrik Garver, adm. direktør. Han tilføjer: "Når præmissen om en velfungerende infrastruktur ikke indgår i regeringens arbejdsprogram, står de ambitiøse mål på usikre ben." (Licitationen, ErhvervsBladet)

I debatten om måling af bæredygtighed på anlægsprojekter påpeger FRI, at manglen på standarder gør bæredygtighed svær at adressere for såvel bygherrer som rådgivere. Inge Ebbensgaard foreslår en opdeling af projekter i fx sølv, guld og platin (Ingeniøren). 

FRI i medierne, uge 6: Rådgiverbranchen trodser krisen
Flere medier har i denne uge omtalt FRI's nye medarbejderstatistik, der viser, at de rådgivende ingeniørvirksomheder formår at holde en næsten stabil medarbejderstab i kriseåret 2009. "Set i lyset af den økonomiske afmatning er det et rigtig flot resultat, der vidner om, at forretningsstrategien blandt rådgivende ingeniørvirksomheder har vist sig robust, også i krisetider. Spredningen af kompetencer og forretningsområder både på sektorer og internationale markeder giver stabilitet og styrke hos de danske rådgivere", udtaler Henrik Garver (Børsen, Ingeniøren, Licitationen).

I ErhvervsBladet denne uge foreslår Henrik Garver etableringen af en Infrastrukturkommission II, der skal se på, hvordan infrastrukturen konkret kan understøtte målet om at gøre Danmark til en grøn viden- og vindernation. Derudover slog Inge Ebbensgaard et slag for kvalitet i det offentlige byggeri (Building Supply).

FRI i medierne, uge 5: Kinesisk konkurrence kan udvikle branchen
I denne uge har adm. direktør Henrik Garver kommenteret den stigende frygt for hård konkurrence fra Kina. Frygten er overdrevet, mener han: "Internationalisering og globalisering er kommet for at blive. Og vi mener tværtimod, at det kan være en god og sund udfordring for den danske byggebranche, at der kommer andre spillere på banen", siger Henrik Garver (Licitationen). FRI blev desuden nævnt som en fortaler for en national klimatilpasningsstrategi i et tv-indslag om regeringens klimatilpasningsplan (TV2).

Derudover har FRI ytret bekymring om nedskæringerne på universiteterne, hvis det medfører, at undervisningen og forskningen forringes. Henrik Garver udtalte: "På den ene side er det sundt, at universiteterne skal se på, hvor mange studerende der skal være på et kursus for, at det kan løbe rundt. Men det bliver et problem, hvis de tilbyder populære uddannelser, der ikke matcher virksomhedernes behov." (Ritzau, Nordjyske Stiftstidende)