Projektplan

Byggeriets rådgivningsfaser nu som tegneserie

Alle kender ordsproget om, at et billede siger mere end 1000 ord. Nu har landskabsarkitekt Jeppe Goll fra NIRAS formået at koge FRI og DANSKE ARKs Ydelsesbeskrivelser for Byggeri og Planlægning på 40 tætskrevne sider ned til otte tegninger.

Opgaven fik han af kollegaen projektchef Kristoffer Sardemann. Han og kollegerne i NIRAS’ Byggeri-division ønskede noget visuelt som skabelon, når de forklarer kunder og samarbejdsparter om de forskellige trin i en byggeproces. 

”Når bygherren ikke er professionel, kan det være en udfordring at blive enige om, hvad der forventes af os i de enkelte byggefaser og i hvilken detaljeringsgrad,” siger Kristoffer Sardemann.

Byggeriets rådgivningsfaser er komplekse og kaotiske, og jo mere medarbejderne i NIRAS har processerne på rygraden desto hurtigere og mere præcist, kan de kommunikere det til kunderne. 

Jeppe Goll synes, at det var en sjov opgave, da han normalt visualiserer landskaber og bygninger i forbindelse med VVM for infrastrukturprojekter. Her drejede det sig om interaktion mellem mennesker. 

Det var en udfordring, fordi jeg jo ikke er tegneserietegner, og så fik jeg endda meget mere respons, end når det drejer sig om en grå klods i horisonten. Personerne var på et tidspunkt karikaturer af kollegerne fra Byggeri, og nogen af dem kan man stadig genkende på billederne. Men det vigtigste var dog at skabe nogle enkle billeder, som kunne fortælle en historie,” siger han.

Tegneserien hænger nu i plakat-størrelse centralt på væggene i NIRAS på kontoret i Allerød og Aarhus, og flere medarbejdere har den med i et paprør, når de tager til byggemøder. Kun fantasien sætter grænser til alle de formål, plakaten kan bruges til f.eks. i undervisningssammenhæng, intro for nye medarbejdere osv. 

Se plakaten her

 

Kategoriseret under: