Hænder, konstruktionstegning

Debat: Det er bygherrens pligt at prioritere

Af Inge Ebbensgaard, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Licitationen d. 2. november 2016

Vi hører det hele tiden – offentlige byggeprojekter går over budget. Ligenu er det de mange sygehusbyggerier, der er i mediernes søgelys p.g.a. budgetoverskridelser. Udbygningen af Aabenrå Sygehus er under observation. Det nye sygehus i Gødstrup må skære sengepladser. Nyt Hospital Nordsjælland fravælger sygehuskøkkenet, fordi pengene er sluppet op.

Som rådgiver ender du ofte i krydsilden mellem bygherren og entreprenøren. I rådgiverkredse tager vi kritikken alvorligt, men der findes også en anden side af sandheden.

Den, der lever stille, lever godt, siger et ordsprog. Og det gælder især for byggerier. 

Langt de fleste byggerier går rigtig godt, overholder tid og økonomi – og vigtigst af alt, så er brugerne glade for deres nye bygning; og dem hører man sjældent om. Men til gengæld hører man rigtig ofte om de projekter, hvor der er er problemer. Men hvor går det galt?

Brugerprocesser skal styres
Brugerprocesser er vigtige og nødvendige. Det er jo jordmoderen, der bedst ved, hvordan arbejdsgangene på en fødestue foregår. Ligesom det er de læger og syegeplejersker, der arbejder på skadestuen, der ved, hvordan der både kan være plads til dem, der kommer ind med brandsår eller dem med en brækket arm. Når alle brugernes ønsker er hørt, er det rådgiverens opgave at omsætte brugernes behov og ønsker til en funktionel bygning.

Og det gør vi. Og vi laver vurderinger af, hvad det koster. Men som i alle brugerprocesser er det som regel en meget lang ønskeliste. På listen er der nogen ting, som er need to have – og andre, som i en vis grad er nice to have. Det er vores opgave at se på, om ønskerne kan være inden for budgettet. Det skal vi fortælle til bygherren. Men vi kan ikke og skal ikke prioritere, om røntgenafdelingen skal udvides, eller om der skal være et sygehuskøkken. Det er bygherrens (forbandede) pligt.

Rådgiverne oplever desværre fra tid til anden bygherrer, der ikke har den fornødne viden eller kompetence til at kunne træffe de nødvendige beslutninger. Og ikke nok med, at beslutningerne skal træffes – de skal også træffes så hurtigt som muligt, så brugerne ikke stilles urealistiske forventninger i udsigt, og man ikke spilder tid og kræfter på noget, som på forhånd er urealistisk.

Ikke-beslutninger giver dårlige projekter – og jo længere en ikke-beslutning kører -jo større problem. Når vi som rådgivere skal holde fire forskellige løsningsforslag kørende på samme tid, så giver det risiko for fejl i projektmaterialet. Manglende valg mellem to forskellige ventilationsprincipper kan have gigantiske konsekvenser – hvis lofthøjden skal hæves, så skal konstruktionsingeniørene begynde forfra på deres beregninger, og arkitekten skal få rumplanen til at gå op på en anden måde, der giver plads til andre dimensioner af ventilationsrør.

Vi oplever desværre også bygherrer, der i stedet for at prioritere satser på, at en licitation falder heldigt ud. Ændringer på det tidspunkt er definitivt dårlige.

Hvordan kan vi sammen blive bedre?
Vi er nødt til at få rådgiver og bygherre til sammen at skabe en bedre proces. Vi skal gøre det klart, hvilke beslutninger, der må træffes hvornår.

Som rådgiverbranche skal vi sætte bygherren i stand til at træffe den rigtige beslutning. Vi skal så tidligt som muligt sige, at den ide koster x kroner ekstra og har de og de konsekvenser. Vi skal kræve, at bygherren træffer rettidige beslutninger, hvilket er langt lettere at skrive i et debatoplæg, end det er at gøre ude i den virkelige verden.  

Kategoriseret under: