Kronik: Rådgivere er klar til at indtage en central rolle

Det der vil sætte dagsorden for byggeriet, og være med til at generere udviklingen, vil være et dynamisk samspil mellem lovgivning, nye metoder og nye materialer.

 ingeniører på byggeplads

Af direktør, Henrik Garver, FRI
Licitationen den 3. oktober 2008

Hvordan ser verden ud i 2033 når Licitationen kan fejre sit 125 års jubilæum? Hvor er byggeriet i denne vision og hvordan hænger udviklingen i byggeriet sammen med udviklingen i Danmark? Dette er relevante spørgsmål at stille i anledning af Licitationens 100 års jubilæum, også selvom byggeriet som erhverv har mange tusinde år på bagen og de næste 25 år derfor blot er et lille skridt i den samlede historie.

I 2033 vil det danske samfund have forandret sig på en række områder. Befolkningen forventes at være vokset til små 6 mio. mennesker. Hovedstadsområdet og Malmø vil opfattes som én sammenhængende by. Der vil være tendenser til bæltebyer (sammenhængende byområder) mellem henholdsvis hovedstadsområdet inklusive Malmø og Odense samt mellem trekantsområdet og Århus; vi kender det jo allerede i dag med de mange byggerier, der er skudt op langs den østjyske motorvej.

To danske millionbyer
Danmark vil dermed i praksis have to millionbyer, en østjysk samt København/Hovedstadsregionen. Det kan ikke betragtes som væsentligt skift i udviklingen i forhold til i dag, men blot som det, der vil være den naturlige evolution over de næste 25 år.

Viden- og oplevelsesøkonomi, der allerede i dag er blandt de hurtigst voksende sektorer i Danmark, kan forventes at have samme betydning for dansk eksport og Danmarks BNP som den traditionelle fremstillingsindustri.

Videnintensive virksomheder er bl.a. kendetegnet ved at have et stort behov for højtuddannet arbejdskraft og samtidig ved at have en nær tilknytning til byområder og de kreative løsningsorienterede miljøer, der opstår i tætte bymiljøer. Evnen til at opfylde disse behov, vil være et centralt krav til den fremtidige infrastruktur; både i form af veje og baner, men i mindst lige så høj grad, i form af krav til det bebyggede miljø der skabes af virksomhederne i den danske byggesektor.

Dynamisk samspil
Det der vil sætte dagsorden for byggeriet, og være med til at generere udviklingen, vil være et dynamisk samspil mellem lovgivning, nye metoder og nye materialer.

Kategoriseret under: