Pile (1)

Debatindlæg: Sæt EnergiSpareOrdningen på pause og revider den bagudrettet

Træk stikket på EnergiSpareOrdningen (ESO). Den er dyr, ineffektiv, konkurrenceforvridende og ugennemsigtig. I stedet bør energispareindsatsen rettes mod de områder, hvor vi får størst og mest effekt af de milliarder, der hales op af forbrugernes lommer.

Af Ulrik Ryssel Albertsen, Erhvervspolitisk chef i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Altinget d. 3. februar 2016

Formålet med EnergiSpareOrdningen er at skabe incitamenter til energibesparelser, og dermed at forbrugerne nedbringer CO2-udledningen.  

Det har ESO utvivlsomt bidraget til i sine unge dage, men efterhånden som pengene er blevet flere og flere, så har tingene ændret sig. Som samfund kan vi ikke være tilfredse med det, vi får for pengene.  

Vi kunne muligvis rette op på den synkende skude, hvis det alene handlede om at høste mere økonomisk effektivitet. Men ordningen rummer desværre så mange udfordringer og problemer, at FRI kun kan tilslutte sig Dansk Byggeri m.fl., der mener, at tiden er løbet fra EnergiSpareOrdningen. 

2 milliarder kr. med begrænset miljøeffekt
ESO koster danske forbrugere 2 mia. kr. om året, som de betaler via energiregningen. Dette kommer oveni forbrugernes bidrag til PSO. Et ekstremt højt beløb, der ikke er underlagt den samme kontrol og krav til, hvordan midlerne anvendes, som hvis ordningen havde været skattefinansieret. Den er derimod aftalebaseret og opkræves som en skjult post på vores energiregning.  

ESO havde aldrig udviklet sig tilsvarende, hvis den havde været skattefinansieret og været underlagt Finansministeriets og Rigsrevisionens kontrol. Kontrafaktisk tænkning måske, men det er meget tvivlsomt, at ”finansen” havde accepteret at anvende 2 milliarder på noget, der har så ringe effekt. Politologisk set, ligner det unægteligt også en klar ”policy failure”, fordi mål og effekt er milevidt fra hinanden. Men ingen stiller spørgsmål til effekten, for det er de færreste, der ved, at de betaler til ordningen. Et problem, jeg vender tilbage til.    

Bonus for ikke at ændre adfærd
Deloittes rapport fra marts sidste år viser med al tydelighed, at ordningen ikke er en effektiv måde at generere energibesparelser og CO2-reduktion på. Rapporten viser, at 80 procent af de private energiprojekter, der gennemføres med tilskud fra ESO, ville være gennemført uanset tilskuddet. Og blandt virksomhederne ser det ikke meget bedre ud. Ingen stopper tilsyneladende op og spørger, om vi overhovedet har brug for ordningen?   

Normalt udbetaler samfundet tilskud til borgere og virksomheder, fordi man ønsker at korrigere eller ændre deres adfærd. Men i ESO’s tilfælde betales der i mange tilfælde en ekstrabonus til borgere og virksomheder for noget, som de havde gjort alligevel. Hvorfor? Det giver ingen mening. Er det den vej, vi skal med ”grøn realisme”? Skal ESO give mening, skal besparelserne være additionelle og bidrage til CO2-reduktion. Ellers må vi tage konsekvensen og trække stikket på ordningen.   

Ugennemsigtigt for private forbrugere og virksomheder
Foruden at være ineffektiv, er ordningen også ”blackbox” for både virksomheder og forbrugere. Meget få kender ordningen, og endnu færre ved, at de selv betaler til ordningen hver måned på en skjult post på elregningen – og ingen kan få oplyst præcist, hvor meget de egentlig betaler ind. Når en el-kunde fx får dækket 10 % af udgiften til efterisolering, aner kunden ikke, at han selv via sine energiregninger har indbetalt til ordningen – og det med et beløb, der med al sandsynlighed er langt hørere end det, som kunden får tilbage fra ordningen i forbindelse med tilskuddet. Men det fortæller ingen.   

Ugennemsigtige pengestrømme, uregelmæssigheder og manglende kontrol 
FRI har gentagne gange kritiseret ordningens manglende transparens om priser for besparelserne og den mudrede konkurrence fra koncernforbundne selskaber. Det står vi ved. Et andet problem er imidlertid, at ordningen rummer uanede muligheder for kreativ omgåelse af reglerne, hvilket Jette Miller fra De Frie Energiselskaber med al tydlighed gjorde rede for i sit indlæg i Altinget. At reglerne kan omgås er næppe en overraskelse. Problemet er, at myndighederne kun i meget begrænset omfang fører tilsyn med, om reglerne overholdes, og at der ikke findes en eneste sanktion for regelbrud. Stikprøverne viser, at der er rigtig, rigtig mange fejl i de indberettede projekter, og det selvom stikprøverne kun omfatter 57 projekter ud af samlet set 100.000 projekter om året.   

Alt i alt er der mange gode grunde til at gøre noget andet. FRI mener, at ordningen bør indstilles – og vælger man at fortsætte, bør den først sættes på pause og revideres bagudrettet, så der kan blive rettet op på problemerne. Situationen er alt for alvorlig til, at vi bare kan lukke øjnene og fortsætte. 

 

Kategoriseret under: