Pressemeddelelse: Dansker vandt titlen som årets unge EFCA-rådgiver

27. maj 2010

Med hele tre repræsentanter i top 10 dominerer unge danske ingeniører i den europæiske rådgiverbranches konkurrence blandt Europas unge rådgivere. Thomas Jensen, 31 år og ansat hos Orbicon | Leif Hansen, vandt førsteprisen som årets "Young Professional", mens to unge ingeniører fra Rambøll fik hædrende omtale. Det viser, at de unge danske ingeniører og de danske ingeniøruddannelser er blandt de bedste i Europa, og det er et vigtigt signal at sende i forhold til at tiltrække flere ingeniørstuderende, vurderer Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.      

Den europæiske brancheforening for Rådgivende Ingeniører, EFCA, har netop kåret årets unge rådgiver i Europa, Young Professionals 2010. Det blev den 31-årige Thomas Jensen fra Orbicon | Leif Hansen, der løb med prisen for sit projekt om nyskabende samarbejdsformer inden for energi- og procesoptimering, mens der var hædrende omtale til to unge Rambøll-ingeniører, Christian Nyerup Nielsen og Morten Alsdorf. De tre danskere rejser nu til EFCA's årlige konference i Rom for at modtage deres priser.

"Jeg er utroligt glad og overrasket over at vinde prisen som årets "Young Professional" i Europa. Og jeg er stolt over, at de danske deltagere generelt har klaret sig så flot. Det er vores viden, vi danskere skal leve af i fremtiden, og derfor er det vigtigt at gøre omverdenen opmærksom på Danmarks stærke ingeniør-kompetencer. Jeg håber, at konkurrencer som denne kan synliggøre ingeniørfaget over for unge studerende, og jeg håber, at mit projekt kan inspirere til nye samarbejdsmuligheder blandt rådgivende ingeniører i hele Europa", siger Thomas Jensen. 

Henrik Garver, der er adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, udtaler:

"Med førsteprisen og hele tre unge danskere i top 10 viser vi, at unge danske ingeniører er blandt de bedste i Europa. Det bekræfter kvaliteten af de danske ingeniøruddannelser og de kompetencer, de får hos virksomhederne. Det er den slags historier, vi gerne vil fortælle om ingeniørbranchen i håbet om at tiltrække flere unge, der kan danne grundlaget for fremtidens erhvervsudvikling og vækst i Danmark. Samtidig kan anerkendelsen af Thomas Jensens projekt skabe international opmærksomhed om danske ingeniørkompetencer", siger Henrik Garver.

Fakta om konkurrencen

"2010 Young Professionals Competition"

Konkurrencen afholdes hvert år af EFCA (The European Federation of Engineering Consultancy Associations) I 2010 deltog 23 unge ingeniører fra otte lande.

1. plads: Thomas Jensen, Danmark (Orbicon | Leif Hansen
2. plads: Tamás Faragó, Ungarn
3. plads: Engin Yakup Kahveci, Tyrkiet

Derudover var der hædrende omtale til syv deltagere, herunder Christian Nyerup Nielsen og Morten Alsdorf fra Rambøll, Danmark. Priserne bliver overrakt på EFCA's konference i Rom d. 27.-28. maj

Læs mere om Thomas Jensens projekt her:
www.e-5.dk

Sidst opdateret 24-09-10 af Nana Maria Tengmark