FRI's holdning til forbedring af sikkerhed og kvalitet i
byggeriet, tager udgangspunkt i, at der trods et generelt højt
sikkerheds- og kvalitetsniveau for byggeri i Danmark, fortsat i alt
for mange byggerier opstår problemer omkring byggeriets sikkerhed
og/eller kvalitet.

Det nedstyrtede tag på Siemens Arena i Ballerup i januar 2003 er
et eksempel på konsekvenserne af svigt i sikkerhed og kvalitet i
byggeriet.
De systemer i byggeprocessen, i form af klare professionsopdelte
arbejdsopgaver, der tidligere sikrede samfundets interesse i
sikkerhed og kvalitet i byggeriet, findes ikke længere. Dette er
ikke beklageligt, da byggeprocessen til gengæld er blevet mere
effektiv, men der skal arbejdes på at finde nye systemer der, givet
den måde byggeprocessen fungerer på i dag, fortsat sikrer sikkerhed
og kvalitet i byggeriet.
Baggrund
I løbet af de seneste 10 -15 år er antallet af direkte
involverede i byggeprocessen vokset markant. Fra man i midten af
firserne opererede med begreberne bygherre, byggeledelse, arkitekt,
rådgivende ingeniør og entreprenør, og hvor rollerne for alle
involverede var klart definerede og præcist afgrænsede, er
situationen i dag langt mere kompliceret.
Det er ikke sjældent, at der udover ovennævnte parter optræder
en bygherrerådgiver med bistand af såvel ingeniør som arkitekt til
at dække de specialer, som bygherrerådgiveren ikke selv har
kompetence til at dække. Derudover optræder typisk også en eller
flere lejerådgivere. Endelig bliver en række opgaver, som tidligere
blev detailprojekteret af de rådgivende ingeniører og arkitekter,
nu udbudt som såkaldte funktionsudbud. Dette betyder, at processen
får deltagelse af en række underrådgivere og medprojekterende
leverandører. Rådgivernes projektering har ændret sig fra at være
en kontinuert proces med klart opdelte faser med veldefinerede
ydelser, og dertil knyttede godkendelser fra bygherren, til at
være en proces der er nøje tilpasset den enkelte bygherre og det
aktuelle projekt. Den enkelte rådgivers arbejde bliver derved mere
fragmenteret, hvilket også gælder økonomi og ansvar.
Der er ikke mere noget, der hedder, "at gøre som man plejer", og
der er en tendens til, at et hvert projekt, ud over at være
sammensat af nye aktører også, sammensætter opgavefordeling, ansvar
og samarbejdsformen på en ny måde. Herudover gælder det, at hvert
enkelt projekt i sig selv er et unikum og, at byggebranchen får
tilført et væld af nye materialer og produkter samt, at rammerne
omkring byggeri i form af lovgivning, standardisering mv. jævnligt
ændres.
Dette betyder, at metoder og samarbejdsformer hos
byggeprocessens parter er under stadig forandring. En sådan
forandring skærper kravene til en klar definition af alle
kontraktforhold, herunder organisation, ydelser og tidsplan samt
til en nøje koordinering omkring grænseflader mellem de involverede
aktører.
Byggeriets sikkerhed og kvalitet påvirkes af de ændrede metoder
og aftaleforhold, hvor grænseflader mellem byggeriets aktører,
planlægning af og tilsyn med byggeprocessen, myndighedernes kontrol
eller kvaliteten af certificerede produkter, ikke lever op til de
standarder der er nødvendige, for at sikre fastholdelsen af et højt
niveau for sikkerhed og kvalitet i byggeriet.

FRI's holdning
FRI har, med udgangspunkt i projekterings- og
byggeprocessen, identificeret nedenstående fokusområder, hvor en
indsats fra byggeerhvervets side, kan mindske risikoen for svigt i
sikkerhed og kvalitet i byggeriet. Fokusområderne er ikke
udtømmende, men er de områder, som FRI mener, der umiddelbart skal
gøres noget ved, for at øge sikkerheden og kvaliteten i
byggeriet.
Det er FRI's holdning, at større klarhed, forbedrede
samarbejdsformer og ensartede regler (fælles sprog) på nedenstående
områder, vil medføre en forbedring af sikkerhed og kvalitet i
byggeriet.
- Klarere grænseflader mellem rådgivere og andre
projekterende.
- Klarere grænseflader mellem byggeriets øvrige aktører.
- Bedre sammenhæng mellem planlægning, projektering, tidsplan og
byggeproces.
- Bedre håndtering af projektændringer.
- Uafhængig ekstern kvalitetskontrol ved byggeri, hvortil
samfundet stiller særlige krav.
- Fagtilsyn i byggefasen fra de projekterende.
- Brug af informationsteknologi i byggebranchen.
- Myndighedernes byggesagsbehandling.
- Bedre organisering og kvalitet af byggelovgivning.
- Anvisninger for statiske beregninger.
- Revision af anerkendelsesordningen for statikere.
- Skærpelse af krav til certificeringsordninger.
- Styrkelse af uddannelser og forskning på byggeområdet.
De enkelte fokusområder udspringer i vid udstrækning af den
opgavefordeling der er i dag, i forhold til tidligere, hvor
projektering, leverancer og udførelse var skarpt adskilte
funktioner. Løsningsmodeller for ovenstående vil givet indebære, at
der skal ændres på kutymer - eller indføres nye kutymer - for
hvorledes byggeriets aktører spiller sammen.
Strategi
Det er FRI's mål at øge sikkerheden og kvaliteten af
byggeri i Danmark gennem et samspil med byggeriets øvrige parter
samt de relevante myndigheder. FRI har i arbejdspapiret
Handlingsplan for forbedring af sikkerhed og kvalitet i
byggeriet nærmere uddybet såvel problemer som de handlinger
der kan medvirke til at nå det ønskede mål.
Godkendt af FRI's bestyrelse 2004-08-27
PDF dokument: Handlingsplan
for sikkerhed og kvalitet i byggeriet