Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI og Christian
Listov-Saabye, formand for Byggeriudvalget(FRI)
Jyllands-Posten, d. 10. januar 2010
Får man øje på en nybygget, energieffektiv og
vedligeholdelsesvenlig bygning i moderne arkitektur, kan man roligt
gå ud fra, at bygherren kommer fra det private erhvervsliv. Det har
i årtier været en trist tommelfingerregel, at offentligt byggeri
pænt holder sig på det jævne.
Skoler, hospitaler og andre offentlige institutioner er i høj
grad præget af vanetænkning, middelmådighed og dårligt
vedligehold.
Det er naturligvis fornuftigt nok at spare på de store
armbevægelser, når man forvalter skatteborgernes penge, men
spørgsmålet er, om strategien ikke giver bagslag.
Som det er nu, placerer vi hvert år en stor del af befolkningen
- børn, unge, syge, studerende, ældre - i forældede og nedslidte
bygninger, der ikke lever op til de basale krav om sundt indeklima
og moderne indretning.
Det er derfor på tide at overveje, om vi ikke bør gentænke
målsætningerne for offentligt byggeri. I stedet for blot at være en
nødvendig ramme, som vi placerer velfærdssamfundets ydelser i, bør
vi bruge det offentlige byggeri til at løfte barren, både hvad
angår trivsel, kvalitet, omkostningseffektivitet, arkitektur og
bæredygtighed.
Hvorfor ikke vedtage, at det offentlige har en oplagt rolle i at
gå foran, hvad angår kvalitet og nye teknologier og dermed i højere
grad sætte standarden i det danske samfund? Hvorfor ikke vedtage,
at nye offentlige byggeprojekter ikke skal søge mod
discountløsninger, men bygge pejlemærkerne for fremtidens
velfærdssamfund?
Fordelene er mange:
For det første er det en bedre forretning at
investere i kvalitet og lave driftsomkostninger i stedet for
kortsigtede, billige løsninger.
For det andet vil forbedrede fysiske forhold
resultere i bedre trivsel for brugerne.
For det tredje kan vi sætte Danmark på
landkortet som et sted, som man rejser til for at studere moderne
offentligt byggeri. For det fjerde vil det udvikle og forstærke
dansk erhvervslivs kompetencer inden for byggesektoren, og det vil
styrke eksportmulighederne for området.
Finansloven for 2010 indeholder som bekendt en del fremrykkede
investeringer i offentligt byggeri. Det er en god begyndelse, men
vi skal passe på ikke at gentage fortidens synder. Med
lavkonjunktur, en fleksibel byggesektor og fremrykkede offentlige
investeringer har vi lige nu et ideelt udgangspunkt for at lancere
visionen om, at det offentlige skal vise vejen inden for
bæredygtigt, moderne kvalitetsbyggeri.
Lad os gribe muligheden.