Af direktør, Henrik Garver Foreningen af Rådgivende
Ingeniører - FRI
Jyllandsposten den 24. juni 2008

Verden
forandrer sig. I byggeriet og i de byggerelaterede
erhverv er vi er med til at skabe synlige forandringer i vores
samfund, når der bygges nye skoler, hospitaler og
infrastrukturanlæg. Men verden forandrer sig ikke alene i de
fysiske omgivelser. Verden forandrer sig også når vi ser på det
landskab af interesseorganisationer der repræsenterer
erhvervsvirksomhederne i Danmark.
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har grebet en af de
muligheder, der altid viser sig, når verden forandres. Det har vi
gjort ved at melde FRI i DI. Ved at FRI bliver en
brancheorganisation under DI, får vi mulighed for langt stærkere at
præge den dagsorden, der i mange år fremover vil være afgørende for
hvad Danmark skal leve af i fremtiden, nemlig dagsordenen for de
professionelle serviceerhverv. Det er en dagsorden, der både vil
have generel betydning for Danmarks fremtidige erhvervsudvikling og
specifikt påvirke de rådgivende ingeniørvirksomheders
forretningsvilkår.
FRI vil fortsat præge den samfundsmæssige samtale med klar
stemme i forbindelse med de kerneområder, der er knyttet til
rådgivende ingeniørydelser , indenfor eksempelvis byggeriet . Men
FRI vil samtidig, i fællesskab med DI , kunne varetage branchens
bredere interesser på de områder, der mere indirekte kan have stor
betydning for branchens udvikling og for den enkelte
rådgivervirksomhed. Det er områder som mangel på højtuddannet
arbejdskraft, forsknings- og innovationspolitik og offentligt
indkøb. Emner der er alt for væsentlige til, at FRI kan leve med,
at rådgivernes stemme bliver overhørt. Det er trods alt vores
forretning, det kommer til at handle om, og det er en del af det,
Danmark skal leve af i fremtiden.
Der er ingen tvivl om, at de rådgivende ingeniører
som professionelt serviceerhverv er inde i en stærk udvikling. De
seneste år har vi set en kraftig vækst i branchen. Alene i Danmark
er beskæftigelse og omsætning vokset med mere end 10 pct. om året
siden 2005. Samtidig har vi set en kraftig global ekspansion af de
danske rådgivervirksomheder, både i form af etablering af
datterselskaber i udlandet og i form af en kraftigt øget eksport. I
dag beskæftiger FRI 's medlemsvirksomheder mere end 20.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Alene eksporten nærmer sig 25
pct. af omsætningen, og den hjemlige omsætning forventes at runde
10 mia. kr. i år.
En af de helt afgørende forudsætninger for branchens fremgang
er, at de kompetencer, som rådgiverne besidder, gør visioner,
drømme og projekter til virkelighed. Uden rådgiverne ville vi ikke
kunne bygge de store broer, der binder Danmark sammen, vi ville
ikke kunne virkeliggøre de enestående projekter som Operaen i
København eller DR's nye koncertsal, og vi ville ikke kunne levere
de løsninger, der virker i forhold til at skaffe energibesparelser
i industrien, opføre lavenergibyggeri eller imødegå de
klimaforandringer, vi ved vil komme.
Som verden forandrer
sig og bliver stadigt mere kompleks, er rådgivernes evne til at
finde løsninger, der elegant tager vare på samfundets udfordringer
eller den enkelte bygherres problemer, stadigt mere efterspurgte og
stadigt mere uundværlige.
Rimelige rammevilkår og den stadigt stigende efterspørgsel efter
rådgivende ingeniørydelser i et stadigt mere komplekst og
globaliseret samfund er baggrunden for branchens vækst. Men det
mere komplekse samfund og behovet for at have indflydelse på
branchens rammevilkår er samtidig baggrunden for, at FRI nu er gået
sammen med DI . FRI vil med sin nye forankring kunne sætte
rådgiverne på dagsordenen og sikre, at de vilkår, virksomhederne
konkurrerer under, er fair og rimelige. FRI har grebet muligheden
for at præge verdens forandring til gavn for branchen og til gavn
for Danmark som vidensamfund.