Af Inge Ebbensgaard, FRI
Building Supply, d. 18. maj 2011

Måske er det bare simpel misundelse. Men det er en kendt sag, at
den lille orm gnaver hos mange ingeniører, når arkitekterne igen og
igen løber med omtalen og priserne for nyskabende design,
innovativt byggeri, energivenlighed og bæredygtige byggerier.
Talrige er de priser, som arkitektfirmaet BIG har vundet for VM
Bjerget, og det er dem vel undt. Men byggeriet var aldrig blevet
til noget uden ingeniørernes indsigt og løsninger.
Jørn Utzons idé om at skabe et operahus som enorme, overlappende
muslingeskaller var storslået - men det krævede flere års benhårdt
arbejde af ingeniørerne at gøre arkitektens streger
realiserbare.
Om dyden i at være usynlig
Jo, ingeniører bliver ofte overset. Men det er dog ikke helt
retfærdigt at bebrejde offentligheden. Arkitektens arbejde er netop
alt det synlige, mens det ofte er et succeskriterium for en
ingeniør, at hans eller hendes arbejde er usynligt.
Ingeniøren kan slå armen ud og fremvise en grøn græsplæne - for
under den ligger et topmoderne jordvarmeanlæg. Imponeret? Hmm. På
samme måde kan ingeniøren fremvise et stort, åbent rum og fortælle,
at alt det, du IKKE oplever - kulde, hede, forstærket larm og
talrige spær og bærende søjler - skyldes det professionelle arbejde
med indeklimaanlæg, akustik og perfekt dimensionering.
Det er meget muligt - men hvor ER det altså en flot glasmosaik
og lækkert materialevalg, tænker beskueren. Jo, det er en kamp op
ad bakke at
synliggøre ingeniørernes bedrifter. Tænk på det som filmmusik -
kun hvis musikken er helt forkert, lægger du mærke til den. Som Top
Gun med baggrundsmusik af Mozart...
Er vi gode nok til at sælge os selv?
Overeksponeringen af arkitekternes arbejde i forhold til
ingeniørerne har været praktiseret så længe, at det kan føles som
en naturlov. Men måske er tiden kommet til, at ingeniørerne tager
ved lære af arkitekterne og sætter deres egen dagsorden. Som
branche skal vi blive bedre til at italesætte vores egne
resultater, og vi skal have skiftet den gnavende orm ud med en
styrket selvtillid.
Hvis arkitekterne løber med alle priserne for nybyggeri, må vi
stifte nye priser, der er målrettet ingeniører. Hvis arkitekterne
løber med al omtalen i medierne, må vi blive bedre til at arrangere
spændende og bredt appellerende messer om ingeniørernes
arbejde.
Værdien af ingeniørens arbejde er ikke svær at få øje på for
fagfolk - men vi har været for dårlige til at trække værdierne frem
i offentligheden lys. Det skal vi lave om på.