Af Rikke Gemzøe, konsulent og sekretær for
Byggeriudvalget i FRI
Building Supply, 12. maj 2010
Byggebranchen er i gang med den nok største forandringsproces
siden industrialiseringen af byggeriet. Processen med at
digitalisere byggeriet er i gang. Alle steder i branchen er der små
og store synlige tegn på, at noget er i forandring. Men processen
går langsomt og er hæmmet af, at byggebranchens parter ikke har
været vant til den grad af samarbejde, som forandringsprocessen
kræver. Det skal vi blive bedre til, og det haster, hvis vi skal
være konkurrencedygtige på et stort og internationalt marked.
Det handler om, at alle parter i byggeriet skal blive bedre til
at lægge erfaringerne på bordet og i samarbejde kortlægge de
processer, der skal tages hånd om ved moderne byggeri.
Mange gode ting er dog allerede sat i værk. På
uddannelsesinstitutionerne har man netop afholdt De Digitale Dage
på AUU med deltagelse af alle parter i byggeriet, lige fra
studerende til aftagere i form af rådgivervirksomheder og
entreprenører og leverandører.
Samtidig skrider samarbejdet omkring Det Digitale Byggeri og
Værdiskabende Byggeproces godt frem, og der er gennemført flere
byggeprojekter på baggrund af de nye digitale krav, som vi alle kan
lære meget af. Projektweb bruges nu på alle store byggeprojekter og
letter koordineringen og samarbejdet. 3D-programmer bruges i
stigende grad til visualisering ikke kun hos arkitekterne, men også
til beregninger af energiforbrug og visualisering af tekniske
installationer hos ingeniørerne. Desuden er flere virksomheder i
byggebranchen godt i gang med at samarbejde i fælles
bygningsinformationsmodeller (BIM).
Det er en ny og spændende verden, der åbner sig - men de mange
muligheder skaber også udfordringer og forvirring. Der er ingen
tvivl om, at det tager tid at lære nye programmer, nye
arbejdsmetoder og nye former for samarbejde. Udviklingen af
internationalt anerkendte standarder er et vigtigt redskab på vejen
til at gøre samarbejdet mere effektivt, men også den opgave har
vist sig at være en svær proces, fordi teknologien og kravene fra
omverdenen hele tiden udvikler sig og gør det udfordrende at finde
langtidsholdbare løsninger.
Her er det, at dialogen kommer ind. For én ting er, at vi har
nedsat diverse fora og samarbejdsgrupper - noget andet er at "lukke
op for posen" og dele ud af sin erfaring og visioner for branchen,
så vi kan udstikke en kurs for byggeprocessen. Hvis byggesektoren
skal blive mere effektiv og levere et bedre og billigere produkt,
kræver det samarbejde og forståelse for hinandens fagområder og
arbejdsvilkår. Vi må nedbryde de faggrænser, der er opbygget gennem
mange års byggetradition, og være mere åbne over for at dele viden
med hinanden på tværs af fag.
Det er en spændende proces, som byggebranchen er begyndt på -
men også svær og krævende. Dialog og åbenhed er nøgleordene, og det
skal alle parter vænne sig til og blive bedre til. Men med en
målrettet indsats klarer branchen også denne udfordring - vi er
allerede godt på vej.