Pressemeddelelse: FRI: Store forhåbninger til nyt Videncenter
22. oktober 2010
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører er der tilfredshed
med etableringen af det nye Videncenter for byggesektoren, der
skal styrke digitalisering i byggeriet og skabe
øget produktivitet. Det kan øge vækstmulighederne i hele
byggebranchen, mener adm. direktør Henrik Garver.
"Som en af de aktører, der aktivt støtter udviklingen mod
digitalisering og øget produktivitet i byggesektoren, er vi glade
for etableringen af det nye Videncenter. Det er vigtigt for
vækstmulighederne i byggeriet, at fokus fastholdes og intensiveres
i forbindelse med udviklingen af fælles standarder og øget
digitalisering. Det er helt centralt, at den samlede byggebranche
arbejder med det samme sæt af digitale værktøjer på tværs af
aktørerne. Rådgiverne er allerede langt fremme med brugen af
digitale værktøjer, og det nye center vil styrke
digitaliseringsprocessen og muligheden for at øge
produktiviteten i byggeriet generelt," siger Henrik Garver, der er
administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
"Finansieringen af centret har fundet en god balance mellem
statstilskud, EU-tilskud og branchens egenfinansiering. Med
balancen bliver der både taget et bredt ejerskab til projektet
blandt byggeriets organisationer, og skabt økonomisk råderum til et
historisk stort og væsentligt udviklingsprojekt. Vi ser frem til at
indgå i det brede samarbejde og har en forventning om, at
Videncentret vil øge vækst og produktivitet i alle dele af
byggeriet," siger Henrik Garver.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38.
Sidst opdateret 27-11-10
af Nina Lusty