Pressemeddelelse: Stor pulje til digitale byggeprojekter

26. maj 2009

Den efterhånden solide teoretiske viden om digitalt byggeri skal forvandles til praktiske erfaringer. Derfor melder Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri nu ud, at byggeprojekter med digitale ambitioner gratis kan få tilknyttet en ekspert, der kan hjælpe byggeriet i den rigtige retning.          

Hvilke projekter kan få støtte?
Allerede i løbet af vinteren og foråret blev der bevilliget midler til en lille håndfuld projekter, men der er stadig penge til andre, der er interesseret i en håndsrækning fra et ekspertkorps.

- Vi vil gerne hjælpe konkrete byggesager med at opgradere på den digitale front. Kort fortalt støtter vi projekter, der sigter mod at afprøve et eller flere af Det Digitale Byggeris bygherrekrav. BIM, IFC, klassifikation og digitalt udbud samt hele ideen om en effektiv informationsstrøm fra projektering til drift er altså nogle af kernebegreberne, forklarer Jørn Jensen, projektchef i Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri. Han tilføjer, at man kan kontakte ham, hvis man har mod på at realisere nogle af de ideer i et konkret byggeprojekt og ønsker hjælp til at gøre det.

En digital taskforce
Det kan være svært at få fod på de tekniske detaljer i Det Digitale Byggeri, men rundt omkring sidder en række eksperter, der ved, hvordan man gør. De er blevet samlet i det taskforcehold, der skal hjælpe praktikerne på vej.

- Det fungerer på den måde, at der tilknyttes to-tre taskforcemedlemmer til det enkelte byggeprojekt. De bidrager med gode råd, problemløsning og generelle anbefalinger gennem hele processen. Der er altså tale om regelmæssig, målrettet og fuldt finansieret bistand hele vejen igennem og ikke blot om et enkelt foredrag og så af sted igen, udtaler Jørn Jensen.

Selvom taskforcegruppen allerede er stærkt besat, understreger Jørn Jensen, at Implementeringsnetværket stadig gerne vil i kontakt med folk, der praktisk kendskab til BIM, IFC og andre digitale værktøjer.         

Fra læring til praksis
Hvor Implementeringsnetværket for Det Digitale Byggeri for nogle år siden koncentrerede sig om læring og undervisning, orienterer man sig altså nu mod virkelighedens byggeprojekter. Inge Ebbensgaard er formand for netværket, og hun forklarer mere om strategien.

- Man må skelne mellem på den ene side en indledende indføring i Det Digitale Byggeri og på den anden side det faktisk at bruge værktøjerne i et konkret byggeprojekt. Hidtil har vi rettet opmærksomheden på det første, og det har været et nødvendigt skridt. Men nu er tiden inde til at skabe egentlige erfaringer, og det mål kan taskforcen hjælpe med til at nå.

Erfaringerne skal videre
Udover at hjælpe det enkelte projekt på vej skal

taskforcemedlemmerne opsamle viden om, hvordan helt almindelige byggeprojekter digitaliseres. Og den viden skal komme andre til gode.

- De erfaringer, man gør sig i de støttede projekter, vil i et eller andet omfang være generaliserbare, og de vil derfor kunne komme andre til gavn. En væsentlig del af øvelsen er derfor at udtrække viden fra de støttede projekter og formidle den til andre med digital interesse.

Peter Hauch er facilitator for vidensindsamlingen og overordnet ankermand for taskforcen. Igennem mange års ansættelse i Gentofte Ejendomme har han været en af pionererne i den digitale udvikling af den danske byggebranche.            

Man kan læse mere om støttemulighederne på www.detdigitalebyggeri.dk

For yderligere oplysninger, kontakt venligst.

Inge Ebbensgaard, tlf. 40 82 43 38, E-mail ime@frinet.dk  

Sidst opdateret 03-12-09 af Nana Maria Tengmark