InnoBYG
Innovationsnetværket for energieffektivt og bæredygtigt byggeri
- InnoBYG - er byggebranchens nye innovationsnetværk, som
Forsknings- og Innovationsstyrelsen har bevilliget medfinansiering
på 20 millioner kroner til. InnoBYG samler branchen på tværs af
faglighed, og har fokus på videndeling, netværk og udvikling i
branchen og hos medlemmerne, både inden for landets grænser og
internationalt.
Fra 1. juni 2010 til 1. juni 2014, vil InnoBYG facilitere
udviklingen af byggebranchen, ved at adressere en række
samfundsmæssige udfordringer, som alle har relation til
energieffektivitet og bæredygtighed i byggeriet som branche samt de
bygninger, vi enten allerede har opført, eller som skal bygges i
fremtiden.
Ved opstart igangsættes 10 udviklingsprojekter, men der vil
løbende være mulighed for opstart af flere projekter. Har man en
god ide til et projekt, er det muligt at få hjælp til
samarbejdspartnere samt til ansøgning om midler, ved at henvende
sig til sekretariatet for InnoBYG.
InnoBYG kan desuden hjælpe med, at de udviklede løsninger
og/eller samarbejdskoncepter bringes aktivt i spil, fx ved
videreudvikling i forbindelse med større projekter, bistand til, at
virksomhederne kan byde på nye og større opgaver samt etablering af
kontakt til erhvervsudviklingsvækstfora med adgang til risikovillig
kapital eller iværksætterstøtte samt opstartshjælp i forbindelse
med eksport.
Sidst opdateret 18-12-10
af Nana Maria Tengmark