Debat: COP15 er kun et skridt på vejen

Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI
Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde, d. 13. januar 2010
Frederiksborg Amts Avis, d. 14. januar 2010

Den 1. januar var det dagen derpå i mere end én forstand. Verden skal nu finde ud af at komme videre efter det klimatopmøde, der ikke blev den demonstration af fælles, global beslutsomhed og handlekraft, som mange havde håbet på.

Men selvom mange har været hurtige til at finde dommedagsprofetierne frem, så er der ingen grund til at fortvivle.

Klimatopmødet var en succes i den forstand, at klima kom på dagsordenen som aldrig før, og de stækkede politiske ambitioner kan paradoksalt nok vise sig at give erhvervslivet en forstærket rolle i håndteringen af klimaforandringerne. De 14 dage i København var en inspirerende fremvisning af de nyeste klima-løsninger og klimatilpasnings-modeller; mange kontakter blev skabt, og mange tanker sat i gang.

Set fra erhvervslivets synspunkt var COP15 kun en foreløbig kulmination af alle de strømninger, som debatten om klimaforandringer har sat i gang, og udviklingen kører videre, selvom de politiske visioner blev nedtonet.

Naturligvis havde det været optimalt at have en global, politisk konsensus om mål og forpligtelser på klimaområdet, men aftalen på COP15 var formentlig den bedst opnåelige, omstændighederne taget i betragtning.

Det bedste, politikerne nu kan gøre, er at prioritere forskning, uddannelse og innovation skyhøjt, så vi kan få sat turbo på udviklingen af vedvarende energi, klimatilpasningsløsninger og energieffektive produktionsmetoder.

På den måde kan vi ændre verden hurtigere end vi aner, selvom skåltalerne fra COP15 udeblev.

Sidst opdateret 21-03-10 af Nana Maria Tengmark