Af Preben Boock, chefkonsulent i FRI
Jyllands-Posten, d. 20. august 2011
Frederica Dagblad, d. 6. september 2011
Vejle Amts Folkeblad, d. 6. september 2011
Jyllands-Posten har flere gange stillet skarpt på det stærkt
forsinkede arbejde med de kommende vandmiljøplaner. Et af de store
stridspunkter er kategoriseringen af Danmarks mange vandløb.
I Foreningen af Rådgivende
Ingeniører ( FRI ) vil vi gerne give et
bud på en gylden middelvej: Opdel Danmarks vandløb i naturvandløb
og kulturvandløb.
Problemet med kategoriseringen af vandløb opstår, fordi regeringen
ønsker på sin side at løfte stort set alle vandløb i Danmark til
såkaldt god økologisk tilstand.
Landbruget afviser og vil nøjes med moderat økologisk tilstand i de
vandløb, der kun fungerer som afvandingsvandløb.
Forskellen er stor: Hvis regeringen får sin vilje, skal næsten
alle de 30.000 km danske vandløb opfylde kravet om god økologisk
tilstand.
Hvis landbruget får sin vilje, vil det kun dreje sig om ca.
halvdelen.
Svaret ligger i midten
Både fornuft og viden tilsiger, at svaret ligger et sted midt
imellem. Naturligvis skal alle de naturlige og i øvrigt
miljømæssigt vigtige vandløb overholde god økologisk tilstand.
Men med til de 30.000 km vandløb hører også de tusindvis af
gravede afvandingskanaler, der er en forudsætning for dræning af
landbrugsjord; og drænrør er der faktisk over en halv mio. km af i
Danmarks landbrugsarealer.
Det vil ganske simpelt ikke give mening at løfte alle disse
afvandingskanaler til god økologisk tilstand, idet det hverken er
realistisk eller finansierbart.
Faglig vurdering
Umiddelbart tilsiger en faglig vurdering, at ca. 20 pct. af
Danmarks 30.000 km vandløb falder ind under denne kategori, som vi
passende kunne kalde kulturvandløb over for naturvandløb.
Det vil kraftigt reducere omfanget af de tilknyttede
landbrugsarealer, der påvirkes af
"naturgenoprettelsen" af kulturvandløbene, og omvendt kan staten
spare ressourcer på at "naturgenoprette" perifere
afvandingskanaler.
Dermed er vi tilbage ved den gyldne middelvej: Landbruget må
indstille sig på det fornuftige i at sikre en god økologisk
tilstand i vores vandløb, også når det betyder et indgreb på dets
arealer - som det i øvrigt kompenseres for.
Staten og miljøorganisationerne på deres side må indse det
fornuftige i at fritage en del af de kunstige afvandingskanaler fra
kravet om høj økologisk standard.
Hvis parterne mødes på midten, kan vi komme i gang med de stærkt
forsinkede vandmiljøplaner - det har både naturen og samfundet brug
for.
