Af Preben Boock, chefkonsulent i FRI
Ingeniøren, d. 19. august 2011
DEBATTEN OM DE nye vandmiljøplaner har været præget af
uforsonlighed mellem regeringen, landbruget og
naturbeskyttelsesorganisationerne.
Der er tydeligvis meget på spil for alle parter. To oplagte
stridspunkter skiller sig ud: Regeringen ønsker at løfte stort set
alle vandløb i Danmark til god økologisk tilstand, mens landbruget
alene vil sikre moderat økologisk tilstand i afvandingsvandløb.
Samtidig mener landmændene, at vandmiljøplanerne kommer til at
forringe deres indtjening så meget, at det vil skade erhvervet
dramatisk.
Begge stridspunkter overdramatiseres.
I DANMARK HAR man typisk kategoriseret vandløb ud fra deres
potentiale til at opfylde en god økologisk tilstand - uanset om de
er naturlige eller kunstigt anlagt. Det forudsætter varierede
vandløb med et vist fald, at der er vand i vandløbet hele eller det
meste af året, og at der strækningsvist er grus og sten på
vandløbsbunden.
De vandløb, der er tørre i lange perioder af året, og hvor
faldet er begrænset, kan typisk kun opfylde moderat økologisk
tilstand. Det er regeringens ambition, at kun ca. 3 pct. af alle
vandløb skal falde ind under dette lempede krav, og at de
resterende 97 pct. af de 30.000 km vandløb skal opfylde god
økologisk tilstand.
Landbruget på sin side argumenterer for, at kun 50 pct. - det vil
sige ca.
15.000 km - bør opfylde denne standard.
BÅDE FORNUFT OG viden tilsiger, at svaret ligger et sted midt
imellem. Naturligvis skal alle de naturlige og i øvrigt
miljømæssigt vigtige vandløb overholde god økologisk tilstand. Det
gælder vandløb med et rimeligt minimumsfald og vandføring om
sommeren,
også selv om disse er delvist kulturbetingede, såvel som store
og små vandløb, der med stemmeværker sikrer, at vi har mange gode
søer i Danmark. Eller alle de vandløb, som også er etableret med
afvandingsformål, men som har godt fald og rimelig eller god
vandføring over året.
VANDLØB OMFATTER også de tusindvis af gravede afvandingskanaler,
der er en forudsætning for dræning af landbrugsjord.
Det vil ganske simpelt ikke give mening at løfte alle disse
afvandingskanaler til såkaldt ' god økologisk tilstand', idet det
hverken er realistisk eller finansierbart.
Landbruget har derfor en pointe i, at der er behov for en ny
kategorisering af vores vandløb, hvor kravet ' moderat økologisk
tilstand' udvides til at omfatte kunstige og kraftigt regulerede
vandløb uden fald og/ eller vand om sommeren og/ eller rørlagte
vandløb. Umiddelbart tilsiger en faglig vurdering dog, at ca. 20
pct. ( og ikke 50 pct.) af de 30.000 km vandløb falder ind under
denne kategori. Det vil lette presset på landmændene.
Omvendt vil staten spare sig for at bruge ressourcer på at '
naturgenoprette' perifere afvandingskanaler.
LANDBRUGSSEKTOREN insisterer på, at vandmiljøplanerne vil være
det sidste spark til en i forvejen presset sektor og vil ruinere et
stort antal landmænd. Det er der simpelthen ikke historisk belæg
for. I Danmark har vi, faktisk siden Jyske Lov i 1200-tallet, en
lang tradition for at beskytte lodsejerne ved vores vandløb og
udbetale kompensation til dem, når der var behov for ændringer i
vandløbene. Erfaringerne viser, at der udbetales erstatninger til
lodsejere, hvis ikke kommunen kan dokumentere, at drændybden er
tilgængelig og vandstanden som besluttet i vandløbsregulativet.
Landbrugssektoren kan dog have ret i, at de 45 mio. kr., der er
afsat til erstatninger frem til 2014, er i den lave ende for de
relevante vandløb.
LANDMÆNDENE MENER desuden, at de skal kompenseres for manglende
afløb fra dræn til vandløb, fordi vandet står op over drænet, eller
drænudløbet fyldes med sand og andet fra vandløbet. Det er en
misforståelse. Dræn med udløb under vandspejl fungerer fint, og så
længe de ligger over den fastlagte og besluttede bundkote, er det
ikke noget problem - men ligger drænet under den besluttede
bundkote, er problemet selvskabt og skal derfor ikke erstattes.
Vand løber som bekendt ud af drænrør, så hvis der er sand i drænet,
må det komme fra utætheder i drænet og ikke fra vandløbet - det er
nærmest en umulighed. Det virker derfor ikke sagligt, når
landmændene gør netop tilstoppede drænrør til det helt store
kritikpunkt i de kommende vandplaner.
VI KAN DERFOR konkludere, at både landmænd, staten og
naturbeskyttelsesorganisationerne har brug for et realitetstjek,
hvis vandmiljøplanerne skal lande på et fornuftigt niveau.
Landbruget må indstille sig på det fornuftige i at sikre en god
økologisk tilstand i vores vandløb, også når det betyder et indgreb
på deres arealer - som de i øvrigt kompenseres for. Staten og
miljøorganisationerne på deres side må indse det fornuftige i at
fritage en del af de kunstige afvandingskanaler fra kravet om høj
økologisk standard, ikke alene fordi det vil være uforholdsmæssigt
dyrt, men også fordi det praktisk er umuligt.
Hvis parterne mødes på midten, kan vi komme i gang med de stærkt
forsinkede vandmiljøplaner - det har både naturen og samfundet brug
for.
