Debatindlæg: Vi har brug for en klimatilpasningskommission nu
28. september 2010, Altinget.dk
Af chefkonsulent Preben Boock, FRI
Klimatilpasning er for vigtig en sag til at blive overladt til
lappeløsninger og lokale initiativer, derfor er der brug for en
national Klimatilpasningskommission.
Det har vi sagt længe i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, og
nu hører vi samme budskab fra KTC, Kommunalteknisk Chefforening.
Her frygter man især for vejnettets tilstand, fordi fremtidens
vejrlig vil erodere fundamenterne under vejene væk med en hidtil
uset kraft og hastighed.
KTC efterlyser en national strategi til at afhjælpe problemer,
og i FRI kunne vi ikke være mere enige. I regeringen har man indtil
nu skubbet de fleste klimaproblemer fra sig med ad hoc-strategien
og et foreløbigt gældende bud på klimaet i 2020.
Sagen er bare den, at foreløbige klimascenarier ikke på
ordentlig vis håndterer spørgsmål om klimatilpasning af kloakker,
veje og anlæg til fremtidens klimaforandringer, fordi tilpasninger
gerne skal holde i 50 til 100 år, og ikke i 10 år.
Derfor er det på høje tid at droppe ad hoc-tilgangen til
klimatilpasning og tage fat på formuleringen af en overordnet
strategi for alle forvaltningsniveauer i Danmark.
Lad os så få nedsat den Klimatilpasningskommission!
Sidst opdateret 18-12-10
af Nana Maria Tengmark