Viden skal offentliggøres

Af Preben Boock, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Altinget.dk, den 28. oktober 2009

laminaria-skov 295*174

At kostbar viden fryser inde på universiteterne er vel til tider også et udtryk for at universiteterne forsøger at sikre egne muligheder for at udføre brugerbetalte opgaver på kommercielle vilkår. Politikernes første opgave må derfor være at sikre at universiteternes resultater af universiteternes opgaver - for offentlige myndigheder og borgernes penge - offentliggøres, så samfundet kan drage størst nytte af universiteternes virke. Herefter er det en smal sag at sikre øget innovation i virksomheder af universiteternes forskning og virke.

Dette kom senest til udtryk ved IDA-seminar om "modeller og værktøjer til implementering af Vandrammedirektivet" d. 15. september. Her oplyste DMU's direktør Henrik Sandbech at de værktøjer DMU har udarbejdet til vandplanlægning - risikokortlægningsværktøjer for kvælstof- og fosforbelastning af vandmiljøet - ikke er tilgængeligt for kommuner, erhvervsliv, GTS-institutterne og de private rådgivere.

Den undrende forsamling måtte høre at der - ifølge DMU - var særlige ophavsretsforhold mellem DMU og Miljøministeriet, at der var problemer med dataregisterloven og - ikke mindst - at By- & Landskabsstyrelsen ikke har bevilget ca. 2 mio. kr. til offentliggørelse og adgang for virksomheder, kommunale forvaltninger og grønne interesseorganisationer.

Samme dag var værktøjerne blevet præsenteret af DMU's medarbejdere med henvisning til link på www.np-risikokortlægning.dk hvor værktøjer og risikokort har været tilgængelige længe, men med adgangsspærring for offentligheden. Det kan ikke koste mange basse-ører at sikre et password til relevante myndigheder, organisationer og virksomheder - og da slet ikke 2 mio. kr.; det lyder bare som en undskyldning for at sikre eget monopol for denne opgaveløsning på det kommercielle marked; fremfor at give mulighed for innovation og udnyttelse hos alle andre aktører.

Sidst opdateret 21-03-10 af Nana Maria Tengmark