Af Preben
Boock , chefkonsulent i FRI og Kirsten Alkjærsig,
konsulent hos DI Videnrådgiverne
Information 16. september 2009
En skønsom blanding af eksperter og
politikere gav i Information den 14. september udtryk for, at øget
udlicitering af ministeriernes opgaver vil resultere i dårligere
kvalitet. Forskningen er i fare, og de private virksomheder er ikke
dygtige nok, lyder hovedpointerne. Kritikken er helt forfejlet.
For det første giver det ikke ret
meget mening at bruge forskning som en anledning til at skyde på
udlicitering.
Det største emne for
konkurrenceudsættelse i ministerierne er nemlig rene
rådgivningsopgaver, der for langt de flestes vedkommende baserer
sig på tidligere forskning, og som de private virksomheder har
akkurat lige så gode forudsætninger for at løse.
For det andet er det en selvfølge,
at al forskning for offentlige kroner offentliggøres. Dette gælder
naturligvis også for private virksomheder, hvor
forskningsresultater lægges frit frem i henhold til
resultatkontrakten med det pågældende ministerium, fuldt på linje
med universiteternes offentliggørelse af forskning.
For det tredje er det et utroligt
dårligt argument, at inddragelsen af private virksomheder skulle gå
ud over kvaliteten. Intet firma kan holde til at levere et dårligt
produkt, og derfor har de private rådgivervirksomheder naturligvis
de kompetencer, en given opgave måtte kræve. Ingen har interesse i
at gå på kompromis med fagligheden, uanset om man er privat eller
offentlig.
I Foreningen af
Rådgivende Ingeniører og DI
Videnrådgiverne, som er brancheorganisationer for mange af de
private rådgivervirksomheder, tror vi, at kritikken fra
sektorforskningsinstitutionerne snarere bunder i en frygt for, at
deres mere eller mindre automatiske tildeling af statslige kroner
nu kommer under pres. Den frygt burde jo være ubegrundet, hvis
universiteterne har tiltro til egne kvalifikationer;
konkurrenceudsættelse skal jo netop at sikre, at den bedste aktør
får opgaven.
Konkurrenceudsættelse af
ministeriernes opgaver er et positivt tiltag, der efter vores
opfattelse vil gavne alle. Sektorforskningsinstitutionerne får
lejlighed til at skærpe profilen og professionalismen i konkurrence
med de private virksomheder, der på deres side får mulighed for at
byde ind på ministeriernes spændende problemstillinger.
Ministerierne får mulighed for at vælge den bedste aktør mellem
toptrimmede tilbudsgivere, og borgerne får mere kvalitet for
skattekronerne. Universiteterne bør gribe muligheden for at blive
en endnu stærkere leverandør af myndighedsbetjening, i stedet for
automatisk at frygte alt, hvad der minder om konkurrence.
