Samarbejdet mellem arkitekter og ingeniører i
projektkonkurrencer er vigtigt. Derfor kan man heller ikke skifte
en part i et samarbejde, når den pågældende part fremgår af
teamet/holdet/gruppen, der er blevet prækvalificeret. Fordelingen
af honoraret er ofte en kilde til problemer i samarbejdet. Derfor
bør parterne have aftalt honorarfordelingen før der søges
prækvalifikation.
Der bør udpeges ingeniørfagdommere, der kan bedømme de
ingeniørfaglige discipliner i projektkonkurrencer. Og arkitekter og
ingeniører bør arbejde sammen om at få nogle fornuftige vederlag
for deltagelsen.
Baggrund
Når prækvalifikation til et begrænset udbud eller en
projektkonkurrence med begrænset deltagelse har fundet sted, er
gruppesamarbejdet bindende for parterne. En udtræden af en partner
i en prækvalificeret totalrådgivningsgruppe medfører, at hele
gruppen fortaber sin prækvalifikation. Gruppen kan hverken med
eller uden udskriverens samtykke supplere sig med en ny partner som
erstatning for den udtrådte.
I projektkonkurrencer med begrænset deltagelse udskrevet efter
Tjenesteydelsesdirektivets art. 13 eller
Forsyningsvirksomhedsdirektivets art. 23 og hvor prækvalifikation
har fundet sted på grundlag af oplysninger om kvalifikationer,
kapacitet og referencer for de firmaer, som deltager i de
prækvalificerede rådgivergrupper, skal bedømmelseskomitéen have
medlemmer med en ingeniørmæssig baggrund.
FRI's holdning
Udbud af opgaver, der ønskes gennemført som
totalrådgivning med deltagelse af såvel arkitekt som ingeniør, bør
baseres på konkurrenceparametre, som nødvendiggør såvel
arkitektoniske som ingeniørfaglige bidrag fra
konkurrencedeltagerne. Udbud som projektkonkurrencer eller efter
økonomisk mest fordelagtige tilbud med løsningsforslag bør som
hovedregel ikke gennemføres og afgøres alene på en arkitektonisk
vurdering. Ingeniørens kunnen og indsats ved forslagsstillelsen
skal have betydning for udfaldet.
Der bør ved bedømmelsen medvirke mindst én ingeniørfagdommer,
udpeget af FRI. I projektkonkurrencer er det et krav i henhold til
direktiverne, at der skal være en ingeniør-fagdommer som medlem af
bedømmelsesudvalget uanset om der i konkurrencegrundlaget indgår de
ønskelige ingeniørmæssige elementer.
Tildelingskriterierne bør være veldefinerede, klare og entydige
samt prioriterede eller vægtede.
Udbyderne skal beskrive kravene til omfanget af
tilbudsmateriale, herunder detaljeringsgrad og visualisering af
forslag, tage stilling til om der ønskes edb-visualisering,
tillades modeller eller modelfotos samt angive den tilladte mængde
af tegninger, beskrivelse og illustrationer, fx som det samlede
maksimale plancheareal, som besvarelsen må omfattet.
Det anbefales, at kravene begrænses til det absolut nødvendige
for bedømmelsen af forslaget. Der skal ydes et vederlag til
konkurrencedeltagerne, der står i forhold til den forlangte
indsats. Det er FRI's opfattelse at vederlaget skal dække de
faktiske omkostninger til at udarbejde de krævede forslag.
Arkitekt og ingeniør bør aktivt samarbejde om en forøgelse af
vederlaget fra udskriveren i de konkurrencer, hvor vederlaget er
utilstrækkeligt, i stedet for at løse problemet ved at arkitekten
begærer en økonomisk kompensation fra ingeniørens side.
Skulle der imidlertid undtagelsesvis være behov for en fordeling
af udgifterne mellem parterne, skal følgende principper efter FRI's
opfattelse lægges til grund:
Aftaler om omkostningsfordeling ved konkurrencedeltagelsen
mellem arkitekt og ingeniør baseres på et fast og forpligtende
budget fra hver af parterne, baseret på nettolønudgiften uden
dækningsbidrag. Delingen af udgifterne til konkurrencen skal være
tilpasset den fordeling af indsatsen fra arkitektside og
ingeniørside, som den aktuelle konkurrence forudsætter. Fordelingen
kan afspejle den mulige forskel mellem indsatsen i konkurrencefasen
og fordelingen af honoraret, hvis opgaven vindes.
Det anbefales, at der mellem arkitekt og ingeniør i en planlagt
totalrådgivningsgruppe, allerede inden prækvalifikation søges, er
opnået en enighed om eller i hvert fald en fælles forståelse for
principperne for fordelingen af omkostningerne ved
konkurrencedeltagelsen og om fordelingen af honoraret mellem
parterne, hvis opgaven overdrages. Krav til ingeniørmæssige
elementer i konkurrencebesvarelserne vil medføre den ønskelige og
øgede indsats fra ingeniøren ved udarbejdelse af forslagene.
Godkendt af FRI's bestyrelse 1998-10-06