Af Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, FRI, og Christian Lerche, adm. direktør i Danske
Ark
Børsen den 22. september 2008
I det seneste år har en ny EU-udbudsform vundet indpas i det
danske konkurrencelandskab, nemlig Konkurrencepræget Dialog
(KD).
KD er en blanding af et almindeligt udbud og udbud efter
forhandling. Ideen med KD er gennem en dialog før tilbudsafgivelsen
at opnå større fleksibilitet samt innovation i store, komplekse
projekter og »innovation og fleksibilitet« lyder jo meget godt -
hvis det ikke var for omkostningerne.
Betal for ideerne
Arkitekterne og de rådgivende ingeniører går ind for, at
der udvikles optimale løsninger, der er til fordel for udbyder, som
dermed også får den bedste løsning. Men det er nødvendigt, at KD,
hvis udbudsformen fortsat skal benyttes i Danmark, tilrettelægges
bedre og at der betales for de ideer, som fremkommer under
dialogen. At deltage i KD har i praksis vist sig at være en meget
tids- og ressourcekrævende. Typisk vil 5-6 teams deltage i en
møderække, der kan strække sig over flere måneder. Møderne kan tage
fra halve til flere dage i træk, og hver gang og inden hvert møde
skal de enkelte teams bruge mange ressourcer i form af mandetimer
fra firmaernes bedst kvalificerede medarbejdere på at bearbejde
forslag til udbyders bedste. Der er eksempler på, at mange teams
har brugt 10-12 mio. kr. hver, alene på at deltage i dialogen -
uden at vinde!
Ude af proportioner
KD bør derfor kun benyttes ved store komplekse udbud og
ikke til små projekter, hvor udgifterne er ude af proportion med
målet. Udbyder bør ikke lade samtlige deltagere fortsætte til den
bitre ende. Dialogen bør være et udskillelsesløb, hvor kun de, der
har en reel chance på grund af deres egne ideer, fortsætter. I den
forbindelse kan det overvejes, om udbyder skal betale forskellig
kompensation til tilbudsgiverne alt efter, hvor langt teamet når i
dialogen.
Undervejs vil udbyder typisk anvende ideer (cherry-picking) fra
de forskellige teams med henblik på at opnå det for ham optimale
udbudsgrundlag. Det kan i og for sig også accepteres i den gode
sags tjeneste, men det fordrer, at bygherren kompenserer
tilbudsgiverne for deres indsats under dialogen - ellers vil
hverken arkitekter eller ingeniører kunne deltage på længere sigt.
For hvordan skal man komme med innovative ideer, hvis man ved, at
de bliver videregivet til de andre deltagere, så de kan konkurrere
på ens ideer? Man risikerer ganske enkelt, at andre får opgaven på
baggrund af ens ideer. Det kan om noget begrænse lysten til at være
innovativ.
Selvom Konkurrencestyrelsen anbefaler, at der sker betaling til
udbydere for deltagelse i KD, da KD udbud er mindst lige så
omkostningstungt som at deltage i arkitektkonkurrencer, er dette på
ingen måde nok. Indtil nu er der kun betalt under en promille af de
omkostninger, som rådgiverne har, når de stiller deres bedste folk
til rådighed i flere måneder.
Under den nuværende finanskrise vil mange virksomheder være
afskåret fra at deltage i KD's omkostningsmølle - og færre
deltagere giver dårligere konkurrence og dermed dårligere projekter
- det kan ingen være tjent med
