Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI
Licitationen, d. 24. november 2010
I den sidste tid har debatten raset her i Licitationen om
sammenhængen mellem problemfyldte byggeprojekter og dårligt
udbudsmateriale, og byggeriets organisationer,
herunder os selv i FRI , har været på banen med
løftede pegefingre om, hvor vi mener ansvaret ligger.
Det sidste kan vi nok diskutere længe, uden at vi kommer nærmere
en forbedring af forholdene i byggesektoren, men faktum er, at
dårlige byggeprojekter opstår et sted i samspillet mellem
bygherrer, bygherrerådgivere, advokater, rådgivende
ingeniører , arkitekter og entreprenører, og derfor
ligger løsningen også dér; i samarbejdet.
Derfor giver det ikke mening fortsat at kæmpe for at placere
ansvaret, når vi hver især i branchen ved, hvor skoen trykker. Og
derfor er vi gået sammen om projektet "den værdiskabende
byggeproces" VærdiByg. Det er i regi af VærdiByg, at vi skal
udarbejde løsninger på de problemer, der kan opstå i byggeprocessen
og få udarbejdet arbejdsgange, der forebygger problemerne.
Det er vi rigtig godt i gang med.
VærdiByg-samarbejdet barsler snart med to konkrete vejledninger
til bygherrer og bygherrerådgivere: "Kvalitet som
tildelingskriterium" og "Udbudstidsplaner", der skal hjælpe alle
parter til at planlægge byggeprocessen på den mest hensigtsmæssige
måde - lige fra begyndelsen. Sammen med FRI's og
DANSKE ARKs publikation
"Gode råd om udbud" fra januar i år har vi således i branchen
skabt et antal konkrete værktøjer, der kan forbedre de udbud, vi
møder, og den byggeproces, der følger.
Lad os derfor skrinlægge "advokatkrigen", "udbudsoprustning" og
hvad problemerne ellers er blevet kaldt.
Det er ingen hemmelighed, at byggesektoren som branche har det
svært nok her i krisen også uden interne samarbejdsproblemer. Lad
os i stedet arbejde for at implementere resultaterne fra
VærdiByg-samarbejdet. Den danske byggebranche er topkvalificeret og
har mange ekspertiser, og derfor bør det nu handle om at arbejde
sammen om at realisere disse i højere grad end det sker i dag.