Af Henrik Garver, adm. direktør i FRI
Licitationen, 11. maj 2012
Som bygherre vil man gerne være sikker på at få sine tab dækket,
hvis noget går galt i et byggeprojekt.
Derfor oplever flere og flere rådgivende ingeniørvirksomheder at
blive mødt med kravet om " solidarisk ansvar" af kunderne.
Modellen er populær, fordi bygherre i tilfælde af skade kan søge
det fulde tab erstattet hos alle de parter, der har været
involveret i projektet, uanset deres reelle andel af skaden.
Det er således lige meget, om det er rådgiveren, arkitekten
eller entreprenøren, der har begået skaden - parterne hæfter fælles
for ansvaret.
Solidarisk ansvar kan være en fornuftig model, når man som
rådgiver indgår i en totalrådgivergruppe eller i et joint
venture.
Her har den enkelte virksomhed nemlig mulighed for at lære
samarbejdspartneren at kende og vurdere dennes kompetencer og
økonomiske formåen, inden man træffer beslutning om at indgå en
aftale om solidarisk ansvar.
Men FRI tager afstand fra modellen i alle de sager,
hvor bygherren selv vælger sin rådgiver , arkitekt og
entreprenør på individuelle kontrakter. Her er det ikke rimeligt,
at parterne tvinges til at hæfte for hinanden.
Tvangsægteskaber er altid en dårlig idé - og særligt i de
tilfælde, hvor det kan ende med en alvorlig økonomisk lussing.
FRI appellerer derfor til, at bygherrer undlader at
stille krav om solidarisk hæftelse i de situationer, hvor der er
indgået individuelle kontrakter med hver enkelt part.
Her må og skal det være bygherren, der er nærmest til at bære
risikoen. Det samme gør sig gældende, hvis man som bygherre ønsker
at indgå en aftale om totalrådgivning, men selv vil tvangskoble
rådgiver og arkitekt. Her er det urimeligt at forvente, at parterne
skal hæfte solidarisk.
Det er et budskab, som vi gerne drøfter med offentlige såvel som
private bygherrer. Det er vigtigt, at bygherrerne forstår
begrænsningen i anvendelsen af solidarisk ansvar - alt andet vil
være til skade for byggeriet.
Forkert og overdreven brug af solidarisk ansvar risikerer at
skabe dårlige samarbejdsstrukturer i stedet for produktiv
suboptimering på de enkelte projekter, og det kan også skabe
usikkerhed om risici, hvilket medtages i prisen på ydelsen. Dette
er ikke mindst til gene for bygherren selv.
Derfor skal anbefalingen fra FRI lyde: Brug
solidarisk ansvar, når det giver mening, og lad den sunde fornuft
råde i alle andre tilfælde.
