Debat: Innovation, viden og ny teknologi frem for nostalgi
Af Henrik Garver, adm. direktør, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører
Børsen, 21. august 2009
Meddelelsen om lukningen af Lindøværftet er trist og beklagelig
- men ikke uventet. Det har i flere år ligget i kortene, at
Danmarks epoke som skibsbyggernation ville slutte på grund af
stigende konkurrence fra lavtlønslande og deraf svigtende
ordretilgang til danske værfter. Finanskrisen har bidraget
yderligere til sidstnævnte. Det kan de mange fyringstruede
værftsarbejdere bare ikke bruge til noget. Alligevel er det
vigtigt, at vi i gentænkningen af Lindøværftet ikke forfalder til
kortsigtede hovsa-løsninger for at bevare et givent antal
arbejdspladser.
Naturligvis skal vi bevare så mange
produktionsarbejdspladser som muligt, men det bør ske på baggrund
af fremtidsbærende udvikling og innovation og ikke af nostalgiske
årsager.
Regeringens udspil om at omskabe Lindø til et nyt erhvervsområde
for alternative energiformer er rigtigt tænkt, ingen tvivl om det.
Men det er for kortsigtet blot at omskole værftsarbejderne til at
bygge vindmøller. Fremtiden for dansk erhvervsliv ligger ikke i en
én-til-én fastholdelse af arbejdspladserne i de
arbejdskraftsintensive erhverv. Derimod bør vi udbygge og udvikle
Danmarks position inden for viden, teknologi og innovation. En
redningsplan for Lindøværftet og arbejdspladserne i Munkebo skal
derfor indtænkes i en overordnet, national strategi for
energibesparelser og vedvarende energiteknologi, herunder
vindmøller - en national strategi for Cleantech.
Tag skridtet fuldt ud
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører mener vi, at regeringen
bør tage skridtet fuldt ud og lancere en ambition om, at Danmark
skal være verdens førende viden- og teknologination inden for
Cleantech. Det vil være oplagt awt gøre Lindø til et aktivt
innovationscenter for denne målsætning og på den måde bygge videre
på den omfattende videnbase, vi i Danmark allerede kan præstere på
dette område. Dette bør naturligvis gøres på en måde, der udnytter
de værftsansattes kompetencer, i samspil med den viden og
innovation, der vil kunne tilføres fra eksempelvis
rådgivervirksomheder. På den måde skaber vi fremtidssikrede
arbejdspladser i Danmark inden for nye vækstindustrier og
understøtter samtidig den teknologiske udvikling, som Danmark skal
leve af i fremtiden.
Sidst opdateret 21-01-10
af Nana Maria Tengmark