Debat: Videnrådgiverne er vigtige for vækst

Af HENRIK GARVER, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Børsen, 10. september 2009

Der kan ikke herske tvivl om, at regeringens etablering af et Vækstforum med repræsentanter fra det brede erhvervsliv er en god idé. I dagens erhvervsmiljø, der er præget af finanskrise og vaklende tillid hos både virksomheder og forbrugere, er det tvingende nødvendigt at få sat fokus på vækst og udvikling, for at dansk erhvervsliv og dermed Danmark kan komme styrket ud af krisen.

Centrale dele mangler

Men når det er sagt, så kan det undre, at regeringen i sammensætningen af Vækstforums panel har overset centrale dele af de danske videnerhverv. De private rådgivende ingeniører udgør en branche, der i den aktuelle krise har vist, at de klarer sig væsentligt bedre end gennemsnittet af landets virksomheder.

Rådgiverne er en del af løsningen på vores infrastruktur, klima og energiudfordringer; samtidig eksporterer de viden og etablerer nye datterselskaber i udlandet, også i den aktuelle krise.

Kort sagt: Rådgivervirksomhederne leverer vækst og løsninger til gavn for Danmark - også i en krisetid.

Et omdrejningspunkt

Men, rådgiverbranchen har ikke alene en nøglerolle i bestræbelserne på at bringe dansk erhvervsliv ud af den aktuelle krise, branchen bliver også et af omdrejningspunkterne i fremtidens udvikling af cleantech i bred forstand, serviceinnovation og teknologispredning, for blot at nævne et par områder.

Derfor virker det uklogt, at denne branche ikke er repræsenteret i regeringens Vækstforum. Naturligvis har flere af de udvalgte repræsentanter en detaljeret viden om kompetencerne i den private rådgiverbranche, så helt glemt bliver videnrådgivningen næppe - men i Foreningen af Rådgivende Ingeniører vil vi følge Vækstforums arbejde med interesse og opfordre til, at man søger inspiration hos de rådgivere, der trods krisetider leverer succeshistorier på stribe.

Sidst opdateret 21-01-10 af Nana Maria Tengmark