11. februar 2010
Trods lavkonjunkturen lykkedes det de danske rådgivende
ingeniørvirksomheder at holde et stort set uændret antal
beskæftigede i kriseåret 2009. Det fremgår af den seneste
medarbejderstatistik fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.
Samtidig fremgår det, at de rådgivende ingeniørvirksomheder holder
godt fast på de ingeniøruddannede, også i krisetider.

"Beskæftigelsen i FRI's medlemsvirksomheder udgør i dag 11.999
personer. Det er blot 90 fuldtidsstillinger mindre end sidste år.
Set i lyset af den økonomiske afmatning er det et rigtig flot
resultat, der vidner om, at forretningsstrategien blandt rådgivende
ingeniørvirksomheder har vist sig robust, også i krisetider.
Spredningen af kompetencer og forretningsområder både på sektorer
og internationale markeder giver stabilitet og styrke hos de danske
rådgivere", udtaler Henrik Garver, administrerende direktør i
FRI.
"Samtidig viser den nye medarbejderstatistik, at antallet af
ingeniører i rådgivervirksomhederne samlet set er uændret i forhold
til 2009. Det viser, at virksomhederne værner om unikke kompetencer
og videntunge medarbejdere, også i krisetider", påpeger Henrik
Garver.
"De seneste år har vi været vant til en årlig vækst i antal
medarbejdere på 10 procent hos de danske rådgivervirksomheder, så
krisen har sat sine spor også hos os. Men danske rådgivende
ingeniører har spidskompetencer bl.a. inden for infrastruktur,
klima, energi og miljø, og det er netop inden for disse områder, at
der er global vækst i øjeblikket. Derfor er det meget positivt, at
branchen har formået at bevare både kompetencer og medarbejdere, og
derfor nu står godt rustet til vækst", siger Henrik Garver.
Om Medarbejderstatistik 2010:
FRI's Medarbejderstatistik 2010 omfatter de 396 virksomheder,
der per den 1. januar 2010 er medlem af FRI. Undersøgelsen er
gennemført i perioden 15. december 2009 - 2. februar 2010. Analysen
viser, at FRI's medlemsvirksomheder per 1. januar 2010 beskæftiger
11.999 medarbejdere i Danmark. Dette svarer til et fald på 90
medarbejdere i forhold til målingen per 1. januar 2009. Af de
11.999 er 6.285 ingeniører - det samme antal som per den 1. januar
2009.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf. 4082
4338 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 2151 3731.
Pressemeddelelsen kan desuden hentes på FRI's hjemmeside www.frinet.dk.
FRI's 396 medlemsvirksomheder beskæftiger 20.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 10,7 mia. kr., med en eksportandel på 20 %. FRI's store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.