Pressemeddelse: Godkendt resultat for rådgiverbranchen i 2008

6. august 2009

De danske rådgivende ingeniørvirksomheder har i 2008 øget omsætningen med 14 % og fastholdt en solid indtjening. Resultaterne er samtidig præget af den generelle økonomiske afmatning og nedgangen i byggeriet, der tog fart gennem 2008. Spredning af risici på flere markeder og indenfor forskellige sektorer har imidlertid skabt en robusthed der gør, at branchens samlede resultat overrasker positivt.

"2008 blev et bedre år for branchen end vi havde forventet. Det er indlysende, at finanskrisen, kreditklemmen, den generelle lavkonjunktur og ikke mindst nedgangen i byggeriet ville påvirke rådgiverne negativt. I forhold til forventningen er en overskudsgrad på 5,8% derfor et absolut godkendt resultat" udtaler Henrik Garver, Adm. direktør i FRI.

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har afsluttet sin årlige analyse af branchens regnskaber for 2008. Analysen viser, at 2008 har været et år med solid indtjening og en stærkt øget omsætning. Omsætningen i Danmark er øget fra 9,4 til 10,7 mia. kr., svarende til 14 %, mens overskudsgraden er reduceret til 5,8 % (EBIT). Endelig er antallet af medarbejdere i Danmark øget med 10 % til 12.089.

Brancheundersøgelsen viser, at de væsentligste markedssegmenter for de rådgivende ingeniører er byggeri og anlæg. Tilsammen udgør disse områder 56 % af branchens omsætning. De væsentligste kunder er erhvervsvirksomheder og private kunder, der tegner sig for 54 % af omsætningen. Staten samt regioner, kommuner og kommunale selskaber har tilsammen tegnet sig for en uændret del af branchens omsætning.

Eksporten er øget med 16 % og har dermed en værdi på 2,2 mia. Det svarer til at 20 % af branchens omsætning kommer fra eksport. EU- og EØS-landene udgør det væsentligste marked for rådgivernes eksport. I tillæg til den eksportomsætning der genereres af de danske rådgivende ingeniørvirksomheder i Danmark, kommer den omsætning der genereres af deres udenlandske datterselskaber. Disse beskæftiger yderligere 7.000 medarbejdere og omsatte i 2008 for 4,7 mia. kr.

I en yderligere kommentar udtaler Henrik Garver, Adm. direktør i FRI: "De seneste fire år har vi set en stribe flotte brancheresultater, som følge af god virksomhedsdrift i kombination med en højkonjunktur. Den aktuelle krise har ramt en række rådgivervirksomheder hårdt, mens andre, ifølge deres regnskaber, har undgået de værste konsekvenser.

Resultatet i 2008 er løftet af en solid omsætning indenfor alle branchens kerneområder. Dette er så kombineret med en markant vækst i udlandet, baseret på at danske rådgivere har en række globale spidskompetencer indenfor bl.a. infrastruktur og energi. 2009 tegner foreløbigt til at blive et år hvor indtjeningen reduceres svagt og hvor væksten i omsætning bliver mindre".

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Adm. direktør Henrik Garver i FRI's sekretariat på telefon 3525 3737 eller på E-mail hg@frinet.dk

Statistisk branchebeskrivelse 2009 

FRI's 390 medlemsvirksomheder beskæftiger 20.000 medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er på 10,7 mia. kr., med en eksportandel på 20 %. FRI's store medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.

Sidst opdateret 12-01-10 af Nana Maria Tengmark