Pressemeddelelse: Grønt væksttopmøde giver potentiale
Regeringens planer om et grønt væksttopmøde i Danmark
kan få stor betydning for dansk eksport og vækst i de kommende år.
Det er en rigtig tilgang til de udfordringer, som Danmark og det
globale samfund står over for, vurderer adm. direktør Henrik Garver
fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

"Dagens udspil fra Vækstforum om et grønt væksttopmøde i Danmark
er en glædelig nyhed. I Foreningen af Rådgivende Ingeniører har vi
flere gange efterlyst, at man drejer klimadebatten i en mere
praktisk og håndgribelig retning ved at sætte fokus på de
teknologier, der skal hjælpe os i kampen mod konsekvenserne af
klimaforandringer og i etableringen af en grøn energiforsyning",
siger Henrik Garver.
"Et grønt væksttopmøde vil ikke alene kunne understøtte
klima-dagsordenen, men også styrke Danmarks udvikling som en grøn
viden- og vindernation. Vi ser frem til at levere et solidt bidrag
fra den rådgivende ingeniørbranche til det kommende væksttopmøde",
siger Henrik Garver.
"Særligt glæder vi os over, at Vækstforum også sætter fokus på
energirenoveringen af den offentlige bygningsmasse. Vi ved, at 40 %
af al CO2-udledning i Danmark relaterer sig til
bygninger, bl.a. derfor bør det offentlige gå foran med et godt
eksempel. Netop energirenovering og energieffektivt byggeri er
et område, hvor Danmark er langt fremme og besidder en række
spidskompetencer. Samtidig vil det være gavnligt for eksporten af
grønne teknologier på bygningsområdet, hvis der for alvor sættes
gang i offentlig renovering herhjemme", siger Henrik Garver.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf. 4082
4338 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk ) på tlf. 2151 3731.
Pressemeddelelsen kan desuden hentes på FRI's hjemmeside www.frinet.dk .
FRI's 390 medlemsvirksomheder
beskæftiger 20.000 medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens
danske omsætning er på 10,7 mia. kr., med en eksportandel på 20 %.
FRI's store medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa
inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.
Sidst opdateret 20-04-10
af Nana Maria Tengmark