Pressemeddelelse - FRI: Opsvinget er udskudt

Den 15. april 2010

Opsvinget er udskudt i rådgiverbranchen, hvor fremgangen fortsat er svag og usikker. Vestdanmark ser dog mere positivt på udviklingen end tidligere, fremgår det af den seneste konjunkturundersøgelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.   

Det går fremad, men det går langsomt. Ifølge FRI's seneste konjunkturmåling fastholder de danske rådgivende ingeniørfirmaer en svag optimisme i forhold til udviklingen i arbejdsopgaver og beskæftigelse, sammenlignet med byggeriet generelt. Men det egentlige opsving efter krisen er udsat med seks til tolv måneder. Det er især udviklingen inden for infrastruktur, offentligt byggeri og eksport, der giver lysere udsigter for de rådgivende ingeniører, mens erhvervs- og boligbyggeriet stadig er negativt påvirket af den økonomiske krise. 

"Ud fra de seneste konjunkturer må vi konstatere, at det store opsving er udsat, selvom det stadig går fremad med aktiviteten i Danmark efter den økonomiske krise. Udviklingen er meget skrøbelig og trækkes primært af de forventede investeringer i offentligt byggeri og infrastruktur, mens forventningerne til erhvervs- og boligbyggeri er meget lave. Samlet bliver der stille og roligt spist af virksomhedernes ordrebeholdning, så denne nærmer sig det laveste niveau i fem år. Derfor er det meget vigtigt, at regeringen ikke ryster på hånden nu, men sørger for at styrke væksten med et forbedret investeringsklima for private virksomheder i kombination med gennemførelse af de planlagte offentlige investeringer på områder, der udgør en forudsætning for vækst: Infrastruktur og uddannelse", udtaler adm. direktør i FRI, Henrik Garver. 

"Et positivt signal i den nye konjunkturmåling for rådgiverbranchen er, at Vestdanmark ser noget lysere på fremtiden end ved sidste konjunkturmåling i

oktober 2009. I dag forventer 34 procent af virksomhederne i Vestdanmark en øget ordrebeholdning i de kommende måneder, mens det i oktober 2009 kun var 27 procent. Således er Vestdanmark kommet på niveau med Østdanmark, hvor 35 procent af virksomhederne forventer en positiv udvikling i ordrebeholdningen", siger Henrik Garver. 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf. 40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37 31. Pressemeddelelsen kan desuden hentes på FRI's hjemmeside www.frinet.dk. 

Se konjunkturundersøgelsen her

Sidst opdateret 22-06-10 af Nana Maria Tengmark