12. oktober 2010
Flere års vækst i den internationale omsætning hos de
danske entreprenører, arkitekter og rådgivende ingeniører blev i
2009 afløst af tilbagegang som følge af den globale finanskrise.
Det er gået værst ud over entreprenører og arkitekter, mens de
rådgivende ingeniører er gået frem via udenlandske datterselskaber.
Det viser den seneste eksportprofil, som er udarbejdet af Dansk
Byggeri, Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen af Rådgivende
Ingeniører.
De danske entreprenører, arkitekter og rådgivende ingeniører er
i de senere år blevet markante aktører på de internationale
markeder, men i 2009 blev fremgang i eksportomsætningen afløst af
en lille tilbagegang på 2 procent for den samlede branche.
Entreprenørerne oplevede et fald på 9 procent, mens arkitekternes
eksportomsætning faldt med 12 procent i 2009. Kun de rådgivende
ingeniører oplevede en fremgang på 8 procent i kraft af stigende
omsætning hos deres udenlandske datterselskaber.
Tilbagegangen var mest markant på de europæiske markeder, der
blev hårdest ramt af finanskrisen, mens andelen af aktiviteter på
øvrige internationale markeder i 2009 gik frem til 38 procent af
den samlede internationale omsætning mod 32 procent året før.
"Tallene viser, at den globale krise som forventet har haft en
negativ påvirkning også på vores udenlandske omsætning. Alligevel
fastholder vi samme andel af udenlandsk omsætning i medlemmernes
regnskaber, og det bekræfter os i, at danske arkitekter fortsat er
aktive på de internationale markeder," siger Peter Theibel,
international konsulent i Danske Arkitektvirksomheder.
"Selvom 2009 blev et år med tilbagegang i eksportomsætningen er
det alligevel værd at bemærke, at tilbagegangen på de
internationale markeder er mindre end på hjemmemarkedet. Det
understreger, at danske entreprenører har opnået en stærk position
på det internationale marked," siger Henriette Thuen, afdelingschef
i Dansk Byggeri.
"Det er lykkedes for de danske rådgivende ingeniører at styrke
den internationale forretning i kriseåret 2009. Det er særligt værd
at bemærke, hvordan de danske rådgivere i stigende grad agerer som
en lokal aktør på de internationale markeder gennem
datterselskaber. Det er en trend, der forstærker branchens
internationalisering," siger Henrik Garver, adm. direktør i
Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
For yderligere oplysninger kontakt
venligst:
- Henriette Thuen, afdelingschef i Dansk Byggeri, tlf. +45 72 16
02 83
- Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, tlf. +45 40 82 43 38
- Peter Theibel, international konsulent i Danske
Arkitektvirksomheder, tlf. +45 32 83 05 10
Se Export Profile 2010 her
