28. september 2010
Klimakommissionens længe ventede rapport opstiller de
rigtige ambitioner og rammer plet i sit fokus på
energieffektiviseringer og intelligent energiplanlægning. Men de
foreslåede afgifter på fossile brændsler skal igennem et
realitetstjek for at sikre Danmarks konkurrenceevne, lyder
vurderingen fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
"Klimakommissionens rapport er en udmærket kortlægning af de
udfordringer, vi får ved en omlægning til vedvarende energi.
Anbefalingen af energieffektiviseringer og intelligent
energiplanlægning her og nu er meget vigtig for reduktionen af
Danmarks CO2-udledning, og det samme er kravet om strategisk
energiplanlægning på tværs af kommunegrænserne. Her kan vi se, at
kommissionen har lyttet til vores anbefalinger," udtaler Henrik
Garver, der er adm. direktør i Foreningen af Rådgivende
Ingeniører.
"Vi frygter dog, at Klimakommissionens fokus på højere afgifter
vil ramme erhvervslivet på konkurrenceevnen. Incitamentsstyrende
afgifter vil være effektive i forhold til forbrugerne, men så længe
afgifterne ikke er koordineret internationalt, risikerer vi at
svække dansk erhvervsliv og straffe virksomheder, der ellers er
energieffektive," udtaler Henrik Garver.
"Derudover kunne vi godt ønske os et skærpet fokus på offentlig
indkøbspolitik som et middel til at fremme grønne teknologier i
Danmark. Samtidig efterlyser vi øget fokus på kapaciteten og evnen
til at integrere vedvarende energiløsninger i det danske
energisystem som forudsætning for den fortsatte udbygning af
VE-teknologier, herunder vindenergi," siger Henrik Garver.
"Overordnet er der grund til at rose Klimakommissionen for en
grundig rapport, der giver et kvalificeret udgangspunkt for mange
af de vigtige beslutninger, der skal tages for at gøre Danmark til
en
førende nation inden for vedvarende energi. Nu handler det om at
give rapporten et realitetstjek, så vi sikrer, at overgangen til
vedvarende energi sker i samspil med en ansvarlig vækststrategi for
det danske samfund," understreger Henrik Garver.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (
hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (
nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37 31.
Pressemeddelelsen kan desuden hentes på FRI's hjemmeside
www.frinet.dk.
FRI's 396 medlemsvirksomheder beskæftiger 22.000 medarbejdere i
Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er på 11,2 mia.
kr., med en eksportandel på ca. 20 %. FRI's store medlemmer er
blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende
ingeniørvirksomhed.