Pressemeddelelse: Rådgiverbranchen forventer ny vækst
21. oktober 2010
Ordrebeholdningerne er på vej op, og dele af
byggebranchen er på vej ud af den økonomiske krise. Det er de
overordnede konklusioner i den konjunkturmåling for oktober 2010,
som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) netop har
offentliggjort.
"De seneste konjunkturer for de rådgivende ingeniører viser, at
ordrebøgerne er i bedring. Aktuelt er ordrebeholdningen på det
højeste niveau siden april 2008. Og både øst og vest for Storebælt
er der forventninger om en svag stigning i ordrebeholdningen de
næste seks måneder. Analysen viser desuden, at dele af byggeriet er
på vej ud af den økonomiske krise. Erhvervsbyggeriet er for første
gang i tre år i svag fremgang, og væksten er fortsat pæn i forhold
til rådgiveropgaver på offentligt byggeri. Kun krisen i
boligbyggeriet ser ud til at forsætte. Markedet trækkes endvidere
af vækst inden for infrastrukturområdet, energisektoren samt
eksport," udtaler Henrik Garver, der er adm. direktør i FRI.
"Forventningerne om, at faldet i ordrebeholdningerne er stoppet,
giver sig også udslag i forventninger om øget beskæftigelse. 12
procent af rådgivervirksomhederne forventer at øge antallet af
medarbejdere over de næste seks måneder. Det er en klar forbedring
i forhold til konjunkturmålingen i april, og det gælder både for
Vest- og Østdanmark," udtaler Henrik Garver.
"Hvis vi sammenholder rådgiverbranchens forventninger om øget
vækst og beskæftigelse med regeringens forventninger om en vækst i
økonomien, tør vi godt love en svag vækst blandt de rådgivende
ingeniørvirksomheder i Danmark. Dog må vi forvente, at branchen
blive påvirket negativt af de kraftigt reducerede investeringer i
offentligt byggeri i 2011. Udfordringen er derfor at få skabt de
nødvendige politiske rammer for at fremme væksten, så private
virksomheder igen begynder at investere i nye bygninger og
produktionsanlæg," siger Henrik Garver.
Se
konjunkturmålingen for oktober 2010
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37 31.
Pressemeddelelsen og Konjunkturundersøgelsen kan desuden hentes på
FRI's hjemmeside www.frinet.dk.
FRI's 396 medlemsvirksomheder beskæftiger 22.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 11,2 mia. kr., med en eksportandel på ca. 20 %. FRI's store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.

Sidst opdateret 27-04-11
af Nana Maria Tengmark