20. oktober 2011
Efter et optimistisk forår har de rådgivende
ingeniørvirksomheder nu dæmpet deres forventninger til fremgang.
Ifølge nye konjunkturer fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
FRI, har rådgiverne stadig tiltro til øget vækst og beskæftigelse,
men i mindre grad end tidligere. Det ser bedst ud øst for
Storebælt.
Den seneste konjunkturmåling fra FRI viser, at 27 procent af
branchens virksomheder på landsplan forventer at øge antallet af
ansatte over de næste seks måneder. I april var det 40 procent af
virksomhederne, der forventede flere ansatte, og nedgangen tyder
på, at det er sværere end forventet at trække sig fri af den
økonomiske krise.
"Mens vi i foråret 2011 kunne fremvise de mest positive
forventninger til ordrebeholdning og beskæftigelse i fire år, så må
vi sande, at branchen her et halvt år senere har skruet
forventningerne markant ned. Selvom både forventningerne til
beskæftigelse og ordrebeholdning stadig er på den positive side, så
er det tydeligt, at der ikke er nogen hurtig vej ud af krisen,"
udtaler Henrik Garver, der er adm. direktør i Foreningen af
Rådgivende Ingeniører.
"Der er desuden stor forskel på udviklingen i Øst- og
Vestdanmark. Mens virksomhederne i Østdanmark kun har oplevet et
meget svagt fald i ordrebogen siden april, så er faldet mere
markant for virksomhederne i Vestdanmark. Det viser, at den
økonomiske usikkerhed i Europa skaber usikkerhed hos de danske
eksportvirksomheder; dette skaber så en reduceret investeringslyst
og dermed mindre brug af rådgivere. Denne tendens slår særligt
igennem i Vestdanmark," udtaler Henrik Garver.
"Vores nye konjunkturundersøgelse viser desuden, at branchens
delmarkeder har udviklet sig forskelligt i de seneste seks måneder.
Både boligbyggeri, erhvervsbyggeri og offentligt byggeri fortsætter
fremgangen fra foråret, men kommer jo også fra et historisk lavt
aktivitetsniveau. Delmarkedet for infrastruktur er gået i stå, og
for andet halvår i træk oplevet vi negativ vækst i miljøsektoren,"
påpeger Henrik Garver.
"Alt i alt må vi sige, at usikkerheden er stor, idet euro-krisen
og den generelle økonomiske situation skaber stor usikkerhed på
markederne. Det er på nuværende tidspunkt også for tidligt at sige
noget entydigt om,
hvilken betydning regeringsskiftet får. Men umiddelbart
forventer vi en øget satsning inden for energi-, miljø- og
klimateknologi, hvor danske rådgivere har en førerposition", siger
Henrik Garver.
Se
konjunkturanalysen her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37 31.
Denne pressemeddelelse kan desuden hentes på FRI's hjemmeside www.frinet.dk.
FRI's 380 medlemsvirksomheder beskæftiger mere end 22.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 11,1 mia. kr., med en eksportandel på ca. 20 %. FRI' store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.