8. juli 2011
Den finansielle krise satte sit præg på
2010-regnskaberne for de rådgivende ingeniørvirksomheder. Det viser
den årlige branchebeskrivelse fra Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, FRI. Hver femte rådgivende ingeniørvirksomhed havde
røde tal på bundlinjen i 2010, mens det gik væsentligt bedre for
omsætningen i udenlandske datterselskaber.
"De rådgivende ingeniørvirksomheder er længere tid om at trække
sig fri af finanskrisen end vi havde regnet med. 2010-regnskaberne
viser en omsætningstilbagegang på 1 procent i forhold til 2009,
ligesom branchens overskudsgrad er faldet med 0,6 procentpoint.
Noget af tilbagegangen skyldes dog, at branchen har holdt fast på
medarbejderne i stedet for at afskedige. Ser vi på vores aktuelle
konjunkturmålinger, synes det at være en god beslutning, idet
aktivitetsniveauet er på vej op. Det tegner godt for 2011," udtaler
Henrik Garver, der er adm. direktør i FRI.
"Vores analyse af 2010-regnskaberne viser, at den lave vækst
primært har været en dansk udfordring. Rådgivernes eksport holder
sig på samme niveau som i 2009, og omsætningen i udenlandske
datterselskaber er gået markant frem med over en milliard kroner
fra 2009 til 2010. Dermed omsætter branchen for små 9 mia. kr. i
Danmark og tilsvarende små 9 mia. kr. i udlandet. Det understreger
vigtigheden af et globalt udsyn i virksomhederne," udtaler Henrik
Garver.
"Når rådgiverne har haft et hårdt år, betyder det som regel, at
det efterfølgende år kan blive svært for de udførende i
byggebranchen. Og når mere end hver femte rådgivende
ingeniørvirksomhed har røde tal på bundlinjen, så har det været et
svært år. Derfor ser vi ikke lys for byggeriet før tidligst sidst
på året, eller i begyndelsen af 2012," slutter Henrik Garver.
Se Statistisk Branchebeskrivelse her
Fakta fra FRI's Statistisk Branchebeskrivelse
2011:
Den samlede omsætning for FRI's 380 medlemsfirmaer ligger
på 11,1 mia. kr. i 2010. Det er en tilbagegang på 1 % i forhold til
2009. Samtidig viser analysen, at branchens overskudsgrad er faldet
fra 4,6 % i 2009 til 4,0 % i 2010. 21 % af virksomhederne havde
underskud på den primære drift. Branchen har fortsat en høj
beskæftigelse på 11.792 ansatte pr. 1. januar 2011. Endelig fremgår
det, at eksporten af rådgivningsydelser tegner sig for 18 % af
branchens samlede omsætning i 2010, samt at omsætningen i
udenlandske datterselskaber er øget fra 5,4 mia.kr. i 2009 til 6,6
mia.kr. i 2010.
Om Statistisk Branchebeskrivelse 2011:
Analysen er baseret på oplysninger fra FRI's
medlemsvirksomheder. Grundlaget for undersøgelsen er de 380
medlemsvirksomheder, FRI havde pr. den 1. januar 2011. Analysen
dækker 87 procent af samtlige beskæftigede i FRI's
medlemskreds.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37
31.