Pressemeddelelse: Svag medarbejdernedgang hos de rådgivende ingeniører
10. februar 2010

Den seneste medarbejderstatistik fra Foreningen af
Rådgivende Ingeniører (FRI) viser en lille nedgang i
medarbejderstaben hos de rådgivende ingeniørvirksomheder. Men
opsigelserne går uden om ingeniørerne og andre højtudannede, og det
lover godt for fremtidig vækst.
"Vores seneste medarbejderstatisk viser, at de rådgivende
ingeniørfirmaer holder godt fast i de højtuddannede medarbejdere.
Samlet har branchen oplevet en lille nedgang i antallet af
medarbejdere, men samtidig er andelen af højtuddannede ansatte -
herunder især ingeniører - steget. Det viser, hvor vigtigt det er
for rådgiverne at holde fast i videnmedarbejderne trods
udfordringerne i den økonomiske krise", udtaler Henrik Garver, adm.
direktør i FRI.
Antallet af medarbejdere med en anden videregående uddannelse
end ingeniør er også steget, hvilket er et udtryk for øget
tværfaglighed i rådgiverbranchen. Den største reduktion i
medarbejderstaben er sket blandt medarbejdere med en mellemlang
uddannelse, hvor særligt antallet af tekniske assistenter,
CAD-operatører og byggeteknikere er gået ned.
"Det er altid ærgerligt, når det er nødvendigt at skære i
medarbejderstaben. Men prioriteringen er klog: Ved at fastholde
ingeniørarbejdspladserne er branchen bedre rustet til ny vækst, når
der for alvor kommer gang i økonomien", påpeger Henrik Garver.
Om Medarbejderstatistik 2011:
FRI's Medarbejderstatistik 2011 omfatter de 380 virksomheder,
der per den 1. januar 2011 er medlem af FRI. Undersøgelsen er
gennemført i perioden 14. december 2010-31. januar 2011. Analysen
viser, at FRI's medlemsvirksomheder per 1. januar 2011 beskæftiger
11.792 medarbejdere i Danmark. Dette svarer til et fald på 207
medarbejdere i forhold til målingen per 1. januar 2010. Af de
11.792 er 6.324 ingeniører, hvilket er 39 flere end per 1. januar
2010.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37
31.
FRI's 380 medlemsvirksomheder beskæftiger 22.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 11,2 mia. kr., med en eksportandel på ca. 20 %. FRI's store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.
Sidst opdateret 27-04-11
af Nana Maria Tengmark