2. januar 2012
På den årlige rangliste over rådgivende
ingeniørvirksomheder i Europa går de største danske rådgivere et
par pladser tilbage, mens de mellemstore virksomheder går frem. Det
fremgår af rapporten Sector Review fra Svensk Teknik och
Design, udarbejdet i samarbejde med FRI, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører. Årsagerne er henholdsvis hård international konkurrence
og givtige danske nicheforretninger, vurderer FRI.
"Sector Review samler de rådgivende
ingeniørvirksomheders regnskaber for 2010, og her må de største
danske rådgivere i år se sig overhalet af deres europæiske
konkurrenter. Det er tankevækkende, fordi de store danske rådgivere
faktisk har præsteret pæne vækstrater inde for både eksport og
omsætning i udenlandske datterselskaber i de seneste år - men de
internationale kolleger gør det altså bedre," udtaler Henrik
Garver, der er direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører,
FRI.
"Samtidig kan vi se, at der er pæn fremgang til flere af de
danske mellemstore spillere i branchen. Det gælder især dem, der
primært beskæftiger sig med infrastruktur og energi - to
nicheområder, der har givet god omsætning de seneste år. De danske
rådgivere er gode til at identificere de nicheområder, der giver
gode forretningsmuligheder, og dermed kan vi også konkludere, at
det politiske fokus på forbedringer af infrastrukturen har gavnet
dansk erhvervsliv," fremhæver Henrik Garver.
"Dog må vi konstatere, at de store danske rådgivere, der
arbejder internationalt, ikke kan matche resultaterne hos deres
europæiske kolleger. Vi vurderer, at det ikke så meget skyldes
virksomhedernes præstationer som de vilkår, de driver forretning
under. Der er brug for at få justeret de danske forretningsvilkår,
så danske virksomheders internationale konkurrenceevne styrkes, og
så det bliver attraktivt at drive forretning med udgangspunkt i
Danmark. Rådgivende ingeniører er en international branche i skarp
international konkurrence. Derfor betyder det noget, når vi ikke
har samme vilkår som vores internationale konkurrenter," siger
Henrik Garver og tilføjer:
"Der er flere oplagte muligheder, som regeringen kan tage fat
på. For det første bør man gøre det lettere at tiltrække og
fastholde internationale medarbejdere i Danmark. For det andet bør
man se på skatten herhjemme og sambeskatningsaftaler i forhold til
udlandet. Og for det tredje bør man øge udbuddet af offentlige
opgaver. Ved at private leverandører løser opgaver i den offentlige
sektor frigøres milliarder af skattekroner, og samtidig styrkes
erhvervslivets eksportmuligheder, idet virksomhederne kan få
referenceprojekterne til at hente eksportkroner og international
omsætning hjem til Danmark," anbefaler Henrik Garver.
Fakta om Sector Review 2011:
- Sector Review udgives af FRI's søsterorganisation i
Sverige, Svensk Teknik och Design, og kan downloades
her.
- Analysen er baseret på europæiske rådgivende ingeniører og
arkitekters 2010-regnskaber
- Danmarks to største rådgivende ingeniørvirksomheder, Rambøll og
COWI, går begge tre pladser tilbage, mens mellemstore virksomheder
som Moe & Brødsgaard, EKJ Rådgivende Ingeniører, OBH Rådgivende
Ingeniører og Mogens Balslev Rådgivende Ingeniører går frem.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til adm. direktør
Henrik Garver (hg@frinet.dk) på tlf.
40 82 43 38 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 21 51 37
31.
FRI's 340 medlemsvirksomheder beskæftiger mere end 22.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 11,1 mia. kr., med en eksportandel på ca. 20 %. FRI' store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.