26. marts 2009
Blandt Europas 300 største rådgivende ingeniørvirksomheder, er
ni danske virksomheder repræsenteret. Det viser en rangliste,
Sector Review, fra Svensk Teknik och Design, der rangerer
virksomhederne i forhold til omsætning og antal medarbejdere. De ni
danske rådgivere på ranglisten skyldes ifølge Henrik Garver, adm.
direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) primært den
kraftige vækst i omsætning, der har fundet sted i udenlandske
datterselskaber bl.a. gennem opkøb og virksomhedsetableringer siden
år 2000.
De gode placeringer på den europæiske top 300, illustrerer
ifølge Henrik Garver en tendens i den danske rådgiverbranche.
- Den markante tilstedeværelse af danske rådgivervirksomheder
blandt de 300 største, europæiske rådgivere er udtryk for branchens
høje grad af internationalisering. I 2000 havde danskejede
rådgivervirksomheder 1.300 medarbejdere i udlandet. I dag er tallet
tæt ved 9.000, siger Henrik Garver og fortsætter.
- Samtidig har vi set, at en række udenlandske
rådgivervirksomheder er blevet aktive i Danmark. Det betyder, at
branchen generelt internationaliseres, og at det ikke kun er
Danmark der oplever denne tendens. En opgørelse fra FRI viser, at
der med udgangspunkt i de virksomheder som er aktive i Danmark, kan
trækkes på kompetencerne fra 50.000 medarbejdere i rådgivende
ingeniørvirksomheder globalt. Dermed styrker rådgivernes
internationalisering Danmark både økonomisk og
kompetencemæssigt.
Henrik Garver forventer, at branchen i 2009 vil se en vækst på
tre til fem pct. i Danmark, i forhold til 2008 på trods af
finanskrisen. Ifølge Henrik Garver, er det særligt de massive
investeringer i infrastruktur, energi, klima og miljø, som ikke
alene finder sted i Danmark men også i resten af verden, der giver
ordrer til rådgiverne.
- Vi forventer, at den danske rådgivende ingeniørbranche har
omsat for godt 16 mia. kr. globalt i 2008. Omsætningen i
udenlandske datterselskaber er i kombination med eksporten af
rådgivningsydelser fra Danmark i 2008 lige så stor som den
nationale danske omsætning, fortæller Henrik Garver og
fortsætter.
- FRI's medlemsvirksomheder konkurrer på et utrolig højt niveau
og på en række specifikke områder, eksempelvis indenfor
infrastruktur, energi og klima, har vi kompetencer i verdensklasse.
Det betyder, at Danmark bliver videnbase for kompetencer, der
efterspørges globalt. Samtidig har de danske rådgivere opnået en
utrolig stærk position som lokale aktører på de udenlandske
markeder, hvilket er baggrunden for de udenlandske datterselskabers
store omsætning, siger Henrik Garver.
Sector Review udgives af FRI's søsterorganisation i Sverige,
Svensk Teknik och Design.
Få et hurtigt overblik over ranglisten
eller download hele Sector
Review 2008.
For yderligere oplysninger, kontakt
venligst.
Adm. direktør, Henrik Garver, tlf. 40 82 43 38, E-mail hg@frinet.dk