18. januar 2010
Det vil være ødelæggende for Danmarks vækstmuligheder,
hvis seminarierne må nedlægge undervisningen i
naturfag.
Sådan lyder meldingen fra Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, FRI. Konsulent Thomas Overgaard Jensen peger på, at
regeringens Vækstforum har en stor opgave i at komme med forslag
til, hvordan naturfaget kan styrkes.

"Vi ved, at interessen for naturvidenskab og teknik skal skabes
i folkeskolen, og her er inspirationen fra en engageret lærer
utrolig vigtig. Den gode lærer er afgørende for, at vi får unge til
at interessere sig for naturfag og dermed blive den arbejdskraft,
der skal skabe vækst for Danmark", siger konsulent Thomas Overgaard
Jensen.
"Der skal gøres noget nu, og i FRI ser vi frem til, at
regeringens Vækstforum tager emnet op. Løsningen er ikke at
nedprioritere eller slanke faget, for hvis vi først går på
kompromis med fagligheden, bliver faget værdiløst. Politikerne skal
levere gode rammer til seminarierne, så de får mulighed for at
opprioritere naturfag og dermed sikre Danmarks vækstmuligheder i
fremtiden", siger Thomas Overgaard Jensen.
Han peger på, at ingeniørbranchen selv gør en stor indsats for
at øge de unges interesse for naturvidenskab og teknik.
"I Foreningen af Rådgivende Ingeniører har vi igangsat flere
tiltag, der skal øge de unges interesse for naturvidenskab og
teknik, og vi har udviklet et omfattende it-baseret redskab til
naturfags-undervisningen, som vi stiller gratis til rådighed for
lærerne. Men vores anstrengelser nytter ikke, hvis naturfag helt
udgår fra seminarierne - og det må vi gøre alt for at forhindre",
siger Thomas Overgaard Jensen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til konsulent
Thomas Overgaard Jensen (toj@frinet.dk) på tlf. 3525
3745 eller hos presseansvarlig Nina Lusty (nl@frinet.dk) på tlf. 2151 3731.
Pressemeddelelsen kan desuden hentes på FRI's hjemmeside www.frinet.dk.
FRI's 390 medlemsvirksomheder beskæftiger 20.000
medarbejdere i Danmark og udlandet. Branchens danske omsætning er
på 10,7 mia. kr., med en eksportandel på 20 %. FRI's store
medlemmer er blandt de største virksomheder i Europa inden for
rådgivende ingeniørvirksomhed.