Presseklip: Ny formand i FRI

Uge 10 2015

NIRAS-direktør Carsten Toft Boesen overtager igen formandsposten i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI. Branchen skal i de kommende år blandt andet begynde at kigge mod den stigende internationalisering, hvor det ifølge den nye formand er væsentligt at få skabt fokus på ingeniørernes rolle.(Berlingske, Altomteknik, Altinget, Licitationen)

Årets unge FRI-rådgiver blev kåret på FRI's årsmøde torsdag d. 5. marts 2015. Valget faldt i år på Anne Moloney fra Rambøll, der på et af Nordeuropas største infrastrukturprojekter har vist, at hun ikke blot er projektleder med stort "P", men også er utrolig dygtig til at løse de komplekse problemstillinger, som hun står over for. (Licitationen, Altinget, Altomteknik, Byggeri.dk, Bygtek, Ugens Erhverv)

Børsen bringer en artikel om Cowi, som er røget til tops på den internationalt anerkendte rangliste Engineering News-Record som verdens største broingeniør målt på antal specialister og omsætning. Henrik Garver, adm. dir. i FRI, mener ikke, det er tilfældigt, at den globale efterspørgsel på store broforbindelser netop nu oplever kraftig vækst. "Hvis de udviklede lande skal bruge infrastrukturen til at skabe ny og bedre sammenhængskraft og større økonomisk udvikling, er det i dag oftere og oftere de store broforbindelser, som skal løfte opgaven. (Børsen)

"Der er flere hospitalsprojekter, som er blevet rigtig dyre for de involverede parter. Der har været rigtig meget læring og derfor meget høje omkostninger for både arkitekterne, rådgiverne og entreprenørerne, og projekterne har bestemt ikke været et særligt solidt fundament for indtjening", udtaler Henrik Garver til Ingeniøren. Årsagerne skal både findes i, at rådgiverne undervurderede kompleksiteten af projekterne, men også at bygherrerne var urealistisk ambitiøse, da planlægningen af projekterne gik i gang, hvilket har ført til mange projektændringer, når byggerierne skulle skæres til. Henrik Garver håber, at de dyre lærepenge har været med til at opbygge en kompetence, rådgiverne kan bruge ved internationale projekter. (Ingeniøren)

Unge ingeniører gider ikke arbejde i det offentlige, skriver Ugebrevet A4. En ny undersøgelse foretaget af IDA viser, at 9 ud af 10 nyuddannede ingeniører langt hellere vil arbejde i private virksomheder end i offentlige institutioner. En naturlig løsning på problemet er outsourcing af opgaver til private ingeniørvirksomheder, mener Henrik Garver, FRI. (Ugebrevet A4, ing.dk)

Udvandrerne bringer et fødselsdagsportræt af Henrik Garver. (Udvandrerne)