Aviser

Presseklip: Arbejdsressourcerne skal udnyttes optimalt

Uge 22 2015

I en pressemeddelelse d. 22. maj kommenterer administrerende direktør i FRI, Henrik Garver, en prognose fra Engineer the Future, som viser, at manglen på ingeniører i 2025 vil være på 13.500. Henrik Garver mener, at med den stigende mangel på ingeniører bør vi som samfund være meget opmærksomme på, hvordan vi bruger vores ingeniørressourcer. "Med den stigende ingeniørmangel kommer vi til at mangle ingeniører i alle dele af det danske samfund. Et af de greb, der kan løse noget af problemet, er, at den offentlige sektor trækker på færre ansatte ingeniører, end den gør i dag og i stedet indkøber de ydelser, der er brug for eller privatiserer offentlige services, som Regeringen eksempelvis lægger op til med den kommunale Byggesagsbehandling. Når ingeniørerne er i privat ansættelse, sikrer det en langt mere optimal udnyttelse af arbejdsressourcerne, og at viden kan genbruges i Danmark. Og specifikt for de rådgivende ingeniørvirksomheder betyder det, at der vil være mulighed for, at flere ansatte kan eksportere ydelser og dermed skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark. Den samfundsgevinst høstes ikke med ingeniører ansat i det offentlige", påpeger Henrik Garver. (Licitationen, Altomteknik, Byens Ejendom, Byggeri.dk, Bygtek)

Fra samme pressemeddelelse citerer Ingeniøren Henrik Garver for, at den stigende ingeniørmangel især vil gå ud over de små og mellemstore virksomheder: "På virksomhedsniveau rammer udfordringen alle virksomheder, der bruger ingeniører, men den vil være særlig stor i de mindre og mellemstore virksomheder, mens de største virksomheder har et navn og et brand, som i sig selv gør dem attraktive". Henrik Garver kalder udsigten til mangel på ingeniørarbejdskraft en generel bremse for den vækst, vi i øjeblikket ser herhjemme. (Ingeniøren)

Læs pressemeddelelsen

Ingeniørens Profilanalyse sammenholder rådgivernes økonomiske resultater med branchens præstationer. "Det har været et godt år for stort set alle virksomheder i branchen", udtaler adm. dir. i FRI, Henrik Garver. Alligevel går branchen samlet set tilbage på listen, hvilket til dels skyldes, at branchen har klaret sig relativt udskadt gennem krisen, mens industriens har været nede og vende. Derfor virker væksten i produktionsvirksomhederne mere imponerende. (Ingeniøren)

I Licitationen kommenterer Henrik Garver, adm. dir. i FRI, en ny uddannelse ‘Cold Climate Engineering’ " Danske rådgivere vil på den måde blive bedre til at konkurrere med norske og canadiske rådgivere, og grønlandske virksomheder vil få flere kompetente medarbejdere". (Licitationen)

Building-Supply har bragt FRI's pressemeddelelse om EFCA's kåring af European Young Professional of the Year 2015. For andet år i træk vinder en rådgiver fra en dansk rådgivende ingeniørvirksomhed, i år Anne Moloney fra Rambøll, skarpt efterfulgt af Francesca del Din - også fra Rambøll.  (Building-Supply)