Aviser

Presseklip: Arkitektfirma jagter guldåre i ingeniørydelser

Uge 24 2016

Arkitektfirma jagter guldåre i ingeniørydelser
En af landets største arkitektvirksomheder Arkitema er klar med en helt ny afdeling, der tilbyder ingeniørydelser. Målet er, at 20 pct. af den samlede forretning om fem år skal komme fra afdelingen Arkitema Consulting. Henrik Garver, adm. dir. i FRI, afviser, at de nye tilstande er en trussel for hans medlemskreds. "Der er tale om en naturlig brancheglidning. Det er en parallel til ingeniørvirksomhedernes opkøb af arkitektvirksomheder, så de kan tilbyde arkitektydelser. Og i fremtiden kommer vi til at se, at flere virksomheder kan tilbyde såvel rådgivende arkitekt- som rådgivende ingeniørydelser, udtaler han til Børsen. (Børsen)

FRI: Investeringer i bygninger og veje kan stimulere økonomien
FRI opfordrer i en pressemeddelelse til at investere i kommunernes veje og bygninger, så økonomien stimuleres. "Når der nu er et behov for at stimulere økonomien, er det sund fornuft at gøre det på områder, hvor der er stort behov. Her er kommunernes veje og bygninger et oplagt sted. FRI's State of the Nation-rapport viser et samlet efterslæb på 50 milliarder kroner på veje og broer i Danmark, hvor hovedparten er på det kommunale vejnet, der udgør 95 procent af vejnettet i Danmark. Ligeledes er den offentlige bygningsmasse forsømt, og her er det igen de kommunale bygninger, der trænger til et løft og har et efterslæb på 50 milliarder kroner", udtaler FRI-direktørHenrik Garver. (Dagens Byggeri, Bygtek, Byggeri, Ugens Erhverv, Alt om Teknik)

Læs FRI's pressemeddelelse

Danmark vært for ingeniørtopmøde
FRI skal til juni næste år være vært for 2017-konferencen i den europæiske organisation European Federation of Engineering Consultancy Association's (EFCA). "Det betyder rigtig meget for os, men også for Danmark og danske rådgivende ingeniører at blive tildelt værtskabet. Det er en oplagt mulighed for at vise projekter frem, som virksomheder her i landet har bidraget med. Og en god lejlighed til at sætte fokus på de europæiske rammebetingelser, som er særligt vigtige for danske rådgivere", siger adm. direktør i FRIHenrik Garver. (Licitationen, Building-Supply, Alt om Teknik)

Sweco-ingeniør vinder eftertragtet pris
For tredje år i træk er det en rådgivende ingeniør fra en dansk virksomhed, der vinder den eftertragtede pris som "Young Professionel of the year" i European Federation of Engineering Consultancy Associations (EFCA) prestigefyldte konkurrence. 29-årige Kristoffer Bjerg Sørensen fra Sweco Danmark vinder prisen for at fremtidssikre kølerum for Novo Nordisk. Jens Rosenville fra Rambøll, som i år er kåret til årets unge FRI-rådgiver, kom ind på en tredjeplads, mens Inooraq Brandt fra Orbicon og Jesper Zygmunt Christensen fra Niras begge har fået hædrende omtale. (Ingeniøren)  

Læs FRIs pressemeddelelse 

Anlægsinvesteringerne falder næste år
De kommunale anlægsinvesteringer vil i 2017 falde med godt 300 mio. kroner i forhold til året før. Det står klart, efter regeringen og kommunerne er blevet enige om en aftale for kommunernes økonomi for næste år. Med aftalen slipper kommunerne af med det omdiskuterede omprioriteringsbidrag og får dermed tilbageført 2,2 mia. kroner. Det stiller så meget desto større krav om, at kommuner selv prioriterer, mener Anders Hundahl, adm. dir. i Asfaltindustrien og påpeger, at højeste prioritet må være de kommunale veje, som fik absolut bundkarakter i FRI's State of the Nation 2016-rapport. (Licitationen)