Haandtryk

Presseklip: Afskaf ejerskabsrestriktionerne for landinspektørvirksomheder

Uge 25 2015

"En afskaffelse af ejerskabsrestriktionerne for landinspektørvirksomheder vil hverken dræbe det lokale initiativ eller uvildigheden, som Dansk Folkeparti og landinspektør Svend Smedegaard advarer imod", udtaler Henrik Garver, administrerende direktør i FRI, i en pressemeddelelse. Han mener derimod, at fordi flere virksomheder får mulighed for at byde ind på opgaverne, vil det styrke konkurrencen til gavn for forbrugerne.

I dag er det kun landinspektører ansat i landinspektørfirmaerne ejet af landinspektører, der må løse matrikulære opgaver. Er landinspektøren derimod ansat i et rådgivende ingeniørfirma, kan opmålingerne ikke bruges.

”Det bør ikke være afgørende, hvor landinspektøren er ansat, men om vedkommende har den rette uddannelse og de rigtige kvalifikationer, og om virksomheden, landinspektøren er ansat i, er uvildig i forhold til opgaven samt har et kvalitetssikringssystem, der understøtter, at opgaven kan løses korrekt. Så enkelt er det". (Byggeri, Bygtek, Ugens Erhverv)

Læs pressemeddelelsen

I Licitationen hilser Henrik Garver De Radikales udmelding om lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft velkommen. "Det vil styrke både væksten og virksomhederne, hvis der bliver nemmere adgang til Danmark for højt uddannede", udtaler Henrik Garver, og fortsætter: "Konkret vil det betyde, at man kan lette en del af ingeniørmanglen herhjemme og udenlandske datterselskaber vil kunne integreres endnu stærkere i koncernen. Det er vigtigt, at man fra år til år har fokus på udenlandsk arbejdskraft, så det ikke ender med en hovsa-løsning. Udenlandsk arbejdskraft er helt centralt for, at danske virksomheder kan fungere". (Licitationen)