Aviser

Presseklip: Sund fornuft at kommunerne vil efterslæbet på bygninger til livs

Uge 32 2016

Sund fornuft at kommunerne vil efterslæbet på bygninger til livs
Ny rapport fra Byggefakta viser, at kommunerne nu skruer op for byggeinvesteringerne. Fornuftigt og tiltrængt, skriver FRI i en pressemeddelelse. "Kommunernes bygge- og anlægsinvestering har i flere år været på så lavt et niveau, at der er ophobet et massivt efterslæb i bygningsmassen. Vi har ved flere lejligheder påtalt, at det reelt svarer til, at kommunerne tager kviklån i deres veje og bygninger. Det efterlader en regning til kommende generationer, når vores bygninger og veje ikke bliver vedligeholdt og renoveret", påpeger adm. dir. i FRI, Henrik Garver. (Byens Ejendom, Alt om Teknik, Bygtek, Dagens Byggeri)

Læs pressemeddelelsen

Danmark halter efter med vejvedligehold
I en artikel om Asfaltkoncernen Pankas henvises til FRI's State of the Nation rapport fra marts 2016, som viser, at mange kommunale veje og bygninger er i så dårlig forfatning, at det vil koste op til 75 mia. kroner at indhente efterslæbet. (Licitationen, MesterTidende)

Certificeringsbølge skyller ind over rådgiverbranchen
Rådgivende ingeniørvirksomheder har i mange år gjort en dyd ud af kvalitetssikring via KS-systemer, og som noget nyt bliver branchens større aktører nu også i stigende grad ISO-certificerede. "I mange år har kunderne ikke efterspurgt certificering i særlig grad, men det er de for alvor begyndt på nu. Det giver rigtig god mening, fordi certificeringer er et nødvendigt supplement til kvalitetsstyring. Eksempelvis kan en dansk virksomhed nemmere samarbejde med en udenlandsk virksomhed, når den kan vise, at den opfylder internationale ISO-standarder", siger Henrik Garver, adm. dir. i FRI. (Byens Ejendom)

Danske rådgivere planlægger byer i hele verden
Omsætningen i udlandet er større for danske rådgivere end deres omsætning herhjemme. Udviklingen vil fortsætte, mener FRI. "Vi ser en høj grad af urbanisering i den vestlige verden og i udviklingslandene ikke mindst. Derfor er der et stort behov for byplanlægning koblet med et behov for klimatilpasning", udtaler Henrik Garver, adm. dir. i FRI. (Jobfinder)