Presseklip: Branchen vækster - især i udlandet

Uge 44 2014

Licitationen omtaler FRI´s nye konjunkturundersøgelse og fremhæver, at rådgivere forventer at ansætte flere medarbejdere inden for de næste seks måneder. Henrik Garver påpeger imidlertid, at forventningerne skal nedtones, fordi branchen for første gang siden finanskrisen i 2009 kan registrere en nedgang i antallet af ordrer indenfor offentligt byggeri. (Licitationen)

En brancheanalyse fra Berlingske Research viser, at de 36 største rådgivende ingeniører i 2013 øgede den samlede omsætning, primært grundet nye opkøb hos de udenlandske datterselskaber, mens det hjemlige salg stort set var uændret. Henrik Garver, FRI, vurderer, at 2014 og 2015 bliver jævne år med to-tre procent fremgang i det hjemlige salg efterfulgt af højere vækst fra 2016. (Berlingske, Berlingske Nyhedsbureau)

Henrik Garver understreger i Børsen, at branchen generelt har kraftigt fokus på opkøb og fusioner med henblik på at blive større, og at Rambøll, Cowi og Niras følger globale tendenser, når de opkøber blandt udenlandske konkurrenter.  (Børsen)

I Børsen vurderer Henrik Garver, FRI, at den voksende danske ingeniørbranche har bidt sig godt fast i udlandet, og at den samlede eksport fra Danmark øges fra 11,2 mia. kr. til omkring 23 mia. kr. årligt i løbet af de næste 5-7 år. (Børsen)

I Licitationen udtaler Henrik Garver, FRI, at det er tiltrængt med den nye AB-revision, fordi en række af de nuværende regelsæt ikke bliver fulgt. Han understreger dog vigtigheden af, at bygherrerne anvender det eksisterende AB-system, indtil det nye er på plads. (Licitationen)