Aviser

Presseklip: Politikere tager kviklån i veje og broer

Uge 9 2016

Politikere tager kviklån i veje og broer
FRI's nyudgivne State of the Nation-rapport giver de kommunale veje 2,5 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er bedst. Samtidig er den fremtidige tendens nedadgående, fordi kommunernes budgetter til vejvedligehold bliver stadig mindre. 

”Vi efterlader en større regning til senere, fordi genopretning af den mangelfulde infrastruktur bliver langt dyrere, når opgaven bliver udskudt. Populært sagt tager vores politikere et kviklån i den kommunale infrastruktur i disse år. Jo længere kommunerne venter med at reparere vejene, des dyrere bliver det,” siger Henrik Garver adm. dir. i FRI. (DR1 TV-Avisen, DR P1, P3 og P4, TV2, Børsen, Berlingske, Politiken, Information, Jyllands-Posten, Kristelig Dagblad, Ritzaus Bureau, Aarhus Stiftstidende, Finans, Licitationen, Dagens Byggeri samt en lang række andre aviser og dagblade) 

De offentlige bygninger har brug for førstehjælp
FRI’s State of the Nation-analyse viser, at store dele af den danske offentlige bygningsmasse er nedslidt, utidssvarende og med dårligt indeklima. Det påvirker arbejdsevnen, børns indlæring og øger sygefraværet. ”Kommunerne har i 2016 afsat 16,8 mia. kr. til anlægsudgifter. Det er 2,2 mia. kr. mindre end de 19 mia. kr., der reelt er behov for, og derfor vil der i fremtiden være færre midler til rådighed, og kommunerne vil være tvunget til at udskyde renoveringsopgaver. Det vil betyde, at der i de kommende år opsamles et markant vedligeholdsefterslæb i kommunerne, og at værdien af de offentlige bygninger falder dag for dag”, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI. (TV2 Nyhederne, Ingeniøren)

Rambøll-ingeniør kåret som årets unge FRI-rådgiver 2016
Jens Rosenville fra Rambøll modtog på FRI's årsmøde torsdag prisen som Årets unge FRI-rådgiver. Valget faldt på den 32-årige ingeniør på grund af hans innovative løsninger, tekniske kompetencer og gode samarbejdsevner, der blandt andet er kommet til udtryk på et af Nordsøens største gasprojekter for Maersk Oil UK. (Licitationen, Ingeniøren, Altinget, Alt om teknik, Building Supply, Bygtek, JydskeVestkysten) 

Færre offentlige byggeordrer
Blandt ingeniører er der konstateret en nedgang i antallet af offentlige byggeordrer.

"Fremgangen har været i det private byggeri, mens der er droslet ned i de private ordrer. Skiftet er sket i løbet af 2015," fortæller Henrik Garver adm. dir. i FRI, som mener, at skiftet til flere private opgaver får stor betydning for mange af hans medlemsvirksomheder, der er blandt landets største rådgivende ingeniører. (Børsen)

FRI til ny uddannelses- og forskningsminister: Lav en teknologipagt
FRI ønsker den nye uddannelses- og forskningsminister, Ulla Tørnæs, velkommen og opfordrer ministeren til at lave initiativer, der får flere studerende til at vælge ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser. "En teknologipagt betyder, at et samlet Folketing sammen med relevante fagforeninger, organisationer, brancheorganisationer og virksomheder tager fuldt ejerskab af dagsordenen, hvor man sætter et mål for, hvor mange unge der inden 2020-2025 skal vælge naturvidenskabelige videregående uddannelser", siger Henrik Garver.(Alt om teknik, Dagens Byggeri,

Statsejet infrastruktur forbedret – kommunalejet infrastruktur forværret
Der er sket et løft af Danmarks infrastruktur. Det gælder både den statsejede og den private infrastruktur, viser den tredje State of the Nation-analyse. Den omfattende analyse viser også, at det kommunale vejnet er i dårlig forfatning, og at tilstanden af offentlige bygninger forværres. (Alt om teknik, Eurodrivers)

Danske virksomheder tager rollen som FN's spydspidser i Afrika og Asien
En ny rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører,  " World-Class Engineering and an Empowered Workforce", om danske rådgivervirksomheders bidrag til projekter i Afrika og Asien viser, at involveringen både løser kritiske problemer i udviklingslandene, og at de skaber udvikling gennem kompetenceopbygning og uddannelse. Det medfører nye private jobs, det fremmer lokalt iværksætteri og det skaber nye virksomheder. (Licitationen)

Certificeringsbølge skyller ind over rådgiverne
Stadig flere industrikunder indenfor olie-, gas og industri kræver, at deres leverandører benytter et kvalitetsstyringssystem. FRI-direktør, Henrik Garver mener, at certificeringer er et nødvendigt supplement til kvalitetsstyring, fordi en dansk virksomhed nemmere kan samarbejde med en udenlandsk virksomhed, når den kan vise, at den opfylder internationale ISO-standarder. (Alt om teknik, MesterTidende, Idag)