Pressemeddelelse: Travlhed rykker rådgivende ingeniørvirksomheder op ad europæisk top 300 liste

Syv danske FRI-ingeniørvirksomheder er repræsenteret på årets rangliste over Europas 300 største rådgivervirksomheder. Det viser Svensk Teknik och Designs Sector Review-undersøgelse, der rangerer virksomhederne i forhold til omsætning og antal medarbejdere.

Danske rådgivende ingeniørvirksomheder er i høj grad tilstede på STD’s Sector Reviews top 300 liste over rådgiver- og arkitektvirksomheder i Europa. I år er det særligt de mellestore danske rådgivende ingeniørvirksomheder, der rykker frem på listen.

”Danske rådgivervirksomheders fornemme placeringer på listen vidner om to ting.  At branchen for det første har en høj grad af internationalisering, og at internationaliseringen er stigende. I 2000 havde danskejede rådgivervirksomheder 1.300 medarbejdere i udlandet. Med Rambølls seneste opkøb af Amerikanske Environ er tallet i dag over 12.000, og med en eksportandel på ca. 25 procent er FRI’s medlemmer blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed. For det andet vidner placeringerne på listen om, at FRI's medlemsvirksomheder konkurrerer på et utrolig højt niveau og på en række specifikke områder, eksempelvis inden for infrastruktur, energi og klima, hvor vi har kompetencer i verdensklasse. Det betyder, at Danmark er en videnbase for kompetencer, der efterspørges globalt”, siger Henrik Garver, administrerende direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

På listen befinder sig desuden en række udenlandske rådgivervirksomheder med datterselskaber i Danmark. Bl.a. den engelske rådgivervirksomhed ATKINS, der er nummer fire i Europa og den hollandske virksomhed Grontmij, der er nummer 19 på listen.

”Når udenlandske selskaber kommer ind på det danske marked, betyder det, at branchen bliver internationaliseret i endnu højere grad end det er tilfældet, når det alene er danske virksomheder der tager ud. Og det skærper konkurrencen og styrker kompetencerne blandt rådgivere på det danske marked. Det betyder helt konkret, at de virksomheder, som er aktive i Danmark, kan trække på kompetencerne fra mere end 50.000 medarbejdere i rådgivende ingeniørvirksomheder globalt. Derfor styrker rådgivernes internationalisering Danmark både økonomisk og kompetencemæssigt”, siger Henrik Garver.

En global konsolideringsbølge i branchen har betydning for både Rambølls og COWIs placering på listerne. Rambøll, der sidste år var nummer 13 på listen, er nu rykket ned på en 14. plads på trods af, at Rambøll omsætningsmæssigt har haft et godt 2013. Det samme mønster gælder for COWI, der ligeledes har haft et godt år. COWI er rykket fra en 20. plads til en 22. plads.

”Opkøbene, som både Rambøll og COWI har foretaget i 2014, understreger den udvikling, der er i branchen herhjemme og internationalt, hvor rådgivende ingeniørvirksomheder, i tillæg til en fortsat stærk organisk vækst, også har foretaget flere strategiske opkøb. Hvis opkøbene i 2014 medregnes, vil Rambøll lige nu være på en 7.-8. plads. COWI vil med deres opkøb rykke to pladser op til en 20. plads”, slutter Henrik Garver.

 

Fakta om Sector Review 2014:

Sector Review udgives af FRI's søsterorganisation i Sverige, Svensk Teknik och Design.

Analysen er baseret på europæiske rådgivende ingeniørers og arkitekters 2013-regnskaber.

Danmarks to største rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll 14 (13) og COWI 23 (21) går på trods af fremgang hhv. en enkelt plads og to pladser tilbage på listen. Niras 66 (68), Alectia 98 (100), Orbicon 125 (131), MOE 130 (142) og EKJ 214 (223) går alle frem. (tallet i parentes er sidste års placering).