Associeret eller fuldt
medlem af DI?
Generelt kan siges, at for virksomheder uden
overenskomster er associeret medlemskab det rigtige. Som associeret
medlem kan du vælge, om du ønsker at være med i DI's barselsordning
i stedet for den offentlige. Når du har indmeldt dig i DI, vil vi
gerne have besked.
Har der været ulemper for FRI og branchen ved
indtræden i DI?
Som udgangspunkt er DI-medlemskab overvejende forbundet
med fordele for FRI. Blandt konsekvenserne for FRI er, at der er en
risiko for, at FRI i nogle sager er mindre synlig i
mediebilledet. Ingeniørernes og rådgiverbranchens interesser bliver
fortsat markeret i medierne, men ikke nødvendigvis med FRI som
afsender. FRI-medlemmerne skal kæmpe for pladseringerne i DI's
forskellige politikformulerende udvalg.
Er medlemskab af DI ikke en de facto nedlæggelse af FRI
som forening?
Nej. FRI's sekretariat vil stadig kunne hjælpe med de
klassiske FRI-medlemsservices som eks. Forsikringsordningen, udbud
og kontrakter på byggeområdet. Branchefællesskabet for Rådgivere
vil i højere grad dække interessevaretagelse og mediesynlighed,
mens ansættelses- og funktionærret dækkes af DI. Det er
bestyrelsens udgangspunkt for indtræden i DI, at FRI i overvejende
grad bevarer ansættelsesforholdet over medarbejderne i
sekretariatet. Det betyder, at det efter sammenlægningen med DI vil
være de samme personer, der varetager medlemmernes interesser, og
som medlemmerne kan ringe eller maile til. Bevæggrunden er fra
bestyrelsens side at sikre, at der bliver taget behørig hensyn til
de behov, der er særlige for rådgivende ingeniørers vilkår.
Har DI medlemskab betydning for
forsikringsordningen?
Et medlemskab af DI vil ikke ændre ved, at FRI har sin
forsikringsordning på samme vilkår som i dag. Der vil være samme
adgang til at blive medlem af FRI og af forsikringsordningen. Der
vil heller ikke blive optaget nye medlemmer af ordningen med anden
risikoprofil. Det skal dog understreges, at de virksomheder, der er
medlemmer af FRI og forsikringsordningen i dag, vil efter
overgangsperioden på tre år skulle være meldt ind i DI. Herefter
kan man ikke længere kun være medlem af FRI. Vil man
ikke ind i DI, mister man således adgang til FRI-medlemskab og
dermed forsikringsordningen.
Er DI's forretningsudvalg indforståede med, at
vidensdagsordenen skal fylde mere?
Det er klart opfattelsen, at DI bevæger sig i en retning
af en mere videnbaseret dagsorden, hvilket også inkluderer hele
DI-brandet og navnet. Netop videndagsordenen er endvidere også
årsag til, at formandsskabet gennem forhandlingerne har sikret sig
repræsentation i forretningsudvalg og hovedbestyrelse.
Kræver medlemskabet af DI ikke en enorm
arbejdsindsats af FRI-medlemmer, der nu skal sidde i alle mulige
udvalg i FRI-regi og i DI-regi?
Hvis man vil have indflydelse på DI kræver det, at der
lægges en stor arbejdsindsats. Det er der ingen tvivl om.
Indflydelse kommer ikke af sig selv. Ingeniørerne kan få
indflydelse, men det er klart, at de skal kæmpe med andre for den,
så der skal sættes tid og kræfter af til mødeaktiviteter m.m.
Omvendt er det jo også gennem dette arbejde, at resultater og
kontakter opstår. Måske bliver problemet ikke at få nogen til at
lægge kræfterne, men snarere at der er for mange, der gerne
vil.
Hvad er det egentlig man får ud af at melde sig ind i DI
(ud over barselsordningen), når FRI stadig skal tage sig af
ingeniørernes nicheområder?
Det er rigtigt, at de klassiske FRI-services som
forsikringsordningen og kontraktretten findes ikke i DI, så det
skal FRI fortsat selv levere.
DI-medlemskab giver:
Indflydelse og synlighed. DI er den største, mest magtfulde og mest synlige organisation i Danmark.
Har indtræden i DI haft betydning i forhold til
medlemskab af FIDIC og EFCA?
Nej. Eksempelvis er både FRI's svenske og finske
søsterorganisationer med i arbejdsgiverorganisationerne i deres
hjemlande, samtidig med at de er medlemmer af de internationale
ingeniørorganisationer. Ved et DI-medlemskab vil FRI's
medlemmer få mulighed for assistance gennem DI's kontor i
Bruxelles, som er langt større end EFCA's.
DI's barselsordning er meget attraktiv for
ingeniørvirksomheder, fordi de er højere lønnede end
DI-gennemsnittet. Vil DI's barselsordning blive justeret på sigt,
således at den bliver knap så attraktivt/fordelagtig for
FRI-medlemmer?
Det kan ikke afvises, at der vil ske en justering på sigt.
Her ligger der dog en klar forventning fra FRI's side om, at det i
givet fald vil kunne kompenseres via kontingentet til DI.
Indgår FRI fortsat uformelle samarbejder med eksempelvis
Dansk Byggeri og Danske Ark?
Absolut. FRI har stor glæde af de netværksaktiviteter. der
i dag foregår med blandt andre Dansk Byggeri, Danske Ark og IDA.
Det vil være en naturlig del af FRI's fortsatte virksomhed. at
disse uformelle samarbejder fortsætter.
Hvorfor valgte FRI Dansk Industri frem for Dansk
Erhverv?
Begrundelsen for at anbefale DI fremfor andre
organisationer baserer sig på flere kriterier. For det første er DI
den stærkeste samarbejdspartner i Danmark. For det andet består DI
af et mere attraktivt netværk end Dansk Erhverv. Der er flere andre
virksomheder med interesse for ingeniørfaget. For det tredje
bevæger DI sig i retning af en organisation, der understøtter
viden-intensive erhverv. For det fjerde er DI's barselsordning
meget attraktiv for FRI's medlemmer.
Svarene herunder er leveret af DI:
Er der pligt til i forbindelse med medlemskab af DI at
anvende PFA som pensionsordning?
Nej! Hverken for medlemsvirksomhederne eller FRI's
sekretariat. Derimod kan der være tilfælde, hvor virksomheder, der
er medlem af FRI, udfører arbejde, der omfattes af enten
Industriens Overenskomst eller Industriens
Funktionæroverenskomst/Teknisk Landsforbund. I det omfang dette er
tilfældet, skal de medarbejdere, der laver arbejde omfattet af
overenskomsterne, have deres pension i hhv. Industriens Pension
eller Tekniker Pension.
I hvilke situationer kan en virksomhed, der er
associeret til DI, blive forpligtet til at indgå kollektive
overenskomster for eksempelvis HK eller Teknisk Landsforbunds
medlemmer, og hvad betyder det for medlemsforholdet i
DI?Kan en virksomhed, der eksempelvis har købt et
firma, der har overenskomster, blive forpligtet til at indgå
overenskomst for hele virksomheden?
En associeret virksomhed kan blive forpligtet til at indgå
overenskomst med HK eller TL (m.fl.), hvis der bliver rejst krav om
overenskomst fra HK eller TL, og hvis virksomheden udfører arbejde,
der omfattes af de pågældende forbunds overenskomst. Men dette har
intet med tilknytningen til DI at gøre - dette krav kan også blive
rejst af forbundene selvom virksomheden ikke er associeret DI.
I givet fald der rejses ok-krav mod virksomheden - og det viser sig at ok-kravet er berettiget, dvs. at der udføres arbejde omfattet af overenskomsterne - skal virksomheden enten vælge at blive fuldt medlem af DI eller afbryde sin associering.
For en virksomheds køb af firmaer gælder de almindelige regler for virksomhedsoverdragelse også mht. overenskomster: Hvis en medarbejder på forhånd er beskyttet af en overenskomst, kan man ikke tage det fra dem som en individuel ret.
Igen: Vi taler om områdeoverenskomster, så overenskomsterne vil som udgangspunkt kun forsætte der, hvor der udføres arbejde, som omfattes af overenskomsterne. På den måde kan en ok gælde for et område i en virksomhed og ikke for en anden.