Shutterstock _1028930245

FRI: Danmark mangler en mobilitetsplan, en investeringsplan for infrastruktur og mere agil regulering

Pressemeddelelse: På baggrund af rapporten ”Fremtidens mobilitet - fire scenarier for 2035”, som Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) har lanceret d. 25. oktober 2018, anbefaler FRI, at politikerne udarbejder en ny national mobilitetsplan. Planen skal følges op med en plan for investeringer i infrastrukturen og en mere fleksibel regulering.

I Danmark oplever vi fortsat stigende trængsel på vejene – især i og mellem de større byer. Trængslen koster samfundet og danskerne tid, hvilket svarer til et tab på ca. 20 mia. kr. årligt[1]. God mobilitet er en forudsætning for, at danskerne kan komme nemt og bekvemt mellem arbejde og hjem og for at virksomheder let kan fragte gods rundt i hele landet.

FRI’s nye rapport ”Fremtidens Mobilitet – fire scenarier for 2035” skitserer fire mulige udfaldsrum for, hvordan Danmark imødekommer stigende trængsel i samspil med de drivkræfter, der udløses af centrale megatrends, som særligt påvirker mobiliteten i samfundet. De fire megatrends, der særligt vil påvirke mobilitetsløsninger og danskernes valg af transportform, er:

  • Urbanisering, at flere mennesker flytter til de større byer
  • Fortsatte klimaforandringer, øget ressourceknaphed og bevidsthed om begrænsede ressourcer
  • Den hastige teknologiske udvikling
  • Den digitale udvikling

Hvilken retning udviklingen af infrastruktur i Danmark skal tage i lyset af disse megatrends, er et af de helt centrale politiske valg, som skal træffes i de kommende år. Det er et valg, som vil påvirke mobiliteten frem mod 2035. Udfaldsrummene for de fire scenarier er spændt ud omkring de to centrale akser for den politiske prioritering: er det en offentlig eller privat opgave at levere transport- og mobilitetsløsninger til danskerne? Og skal individuelle eller deleløsninger fremmes?

På baggrund af rapporten anbefaler FRI, at der ved næste store transport/­infrastrukturforlig for 2020-2030 udarbejdes en langsigtet og bæredygtig mobilitetsplan for Danmark, som det kendes fra Norge og Sverige. Mobilitetsplanen skal understøttes med rettidige og tilstrækkelige investeringer i Danmarks infrastruktur ud fra en investeringsplan, der opdateres hvert femte-syvende år. Samtidig bør Danmark arbejde mere agilt gennem en smidigere regulering på transportområdet, så blandt andet kommuner får mere fleksible rammer til at udnytte de nye teknologiske og digitale muligheder.

”Danmark mangler en langsigtet og bæredygtig plan for, hvordan fremtidens udfordringer på transportområdet løses. I FRI mener vi, at det er på tide, at politikerne enes om at finde en fælles retning for, hvordan fremtidens øgede behov for mobilitet understøttes bedst muligt, ikke kun i de store byer men i hele landet. Det er snart ti år siden, vi sidst så et samlet politisk forlig på infrastruktur/transportområdet. Udfordringerne er ikke blevet mindre i de år, der er gået; derfor er den fremtidige mobilitet en obligatorisk opgave at få løst for det Folketing, der vælges ved det kommende valg”, siger Henrik Garver, adm. direktør i FRI.

En ny mobilitetsplan vil ifølge FRI styrke mulighederne for at øge fremkommeligheden i Danmark. Det gælder både i byerne, mellem byer og mellem by og land.

”Når politikerne er klar, er de rådgivende ingeniørvirksomheder klar til at bidrage med de helt konkrete løsninger, som kan øge danskernes velfærd og virksomhedernes konkurrenceevne. De rådgivende ingeniørvirksomheder har stor indsigt, viden og erfaring med at omsætte politiske visioner til konkrete projekter. Det næste store transport/infrastrukturforlig skal gøre en forskel for danskernes hverdag, for dansk erhvervsliv og løfte mobiliteten i hele samfundet til et nyt niveau. Og vi spiller positivt med, når der skal arbejdes med rammerne for eksempelvis mere agil regulering”, afslutter Henrik Garver.

FRI rapport om fremtidens mobilitet

FRI udgiver i dag (25. oktober 2018) rapporten ”Fremtidens Mobilitet – fire scenarier for 2035”

Rapporten tegner fire forskellige fremtidsscenarier for, hvordan mobiliteten ser ud i Danmark i år 2035.
Rapporten er udarbejdet af Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, på forlæg fra COWI og Urban Creators og med bidrag fra en række FRI virksomheder, herunder Archiland og Rambøll

Rapporten kan læses på FRIs hjemmeside: /fremtidens_mobilitet_2035

Kontakt 

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI: Adm. direktør Henrik Garver 3525 3742 eller hg@frinet.dk
Pressefotos af Henrik Garver: /presse/pressebilleder/henrik-garver 

___________ 

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er brancheforening for rådgiver- og ingeniørvirksomheder.
FRI står for uafhængig rådgivning. FRI står for bæredygtig udvikling. FRI har videnbaserede meninger om samfundsudviklingen.

  • FRI’s medlemsvirksomheder beskæftiger 28.000 medarbejdere i Danmark og internationalt og har en global omsætning på 27 mia. kr.
  • De store FRI virksomheder er blandt de største virksomheder i Europa inden for rådgivende ingeniørvirksomhed.


[1] Beregning fra Dansk Industri (DI) viser, at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger ved forsinkelser for vejtrafikken i 2017 var på 20 mia. kr.